søndag den 29. juli 2007

I fiskenes tegn

Så er vores uge i sommerhuset forbi, og vi er hos gode venner i det nordjyske, hvor man får sovs på sin bøfsandwich og kan li stuvede ting :-P


Ved Harboøre fik vi spist lidt fisk a la: varmrøget laks, stegte rødspætter, kulmulefilet, stegte ål, stjerneskud, røget laks, røget pebermakrel, smørfisk, kongeål (sildehaj), havkat plus lidt andet godt. Vi har set på hav, vi har sejlet sejlskib i Venø bugten, vi har gået ved stranden, været på fiskeriauktion, gået på Hvidesande Havn og i det hele taget har det stået på hav og fisk.
Har jeg fået nok? Aldrig!

fredag den 20. juli 2007

Spyfluer, tisse, bæ og for fanden da også...

Inspireret af den morsomme kvinde, synes jeg lige, jeg vil forsøge at skabe trend og forsøde blogland med en lille liste over søgeord, der (åbenbart) fører til min blog. I tilfældig rækkefølge kan nævnes:

Tisse
Mæfikke
Pletter
Giv mig dit tis
For fanden da også
Hår røven
Sover nøgen
Spyfluer i busk (...?)
Tis og bæ

- set i det lys, synes jeg godt nok, min blog er temmelig ucharmerende. Håber fandme ikke, det falder tilbage på skribenten.
Der må altså være nogle googlende mennesker, der keder sig bravt, når en søgning på "Hår røven" kan få vedkommende til at opholde sig på min blog i over 5 minutter og besøge 16 sider. Håber da, de fandt hvad de søgte - eller egentlig helst ikke...

Holiday - Celebrate

Jep, så er det i morgen, vi drager hertil. Jeg havde 2 kriterier for sommerhus i DK: Udsigt til vand og opvaskemaskine. Ønskerne er blevet opfyldt. Ham jeg er gift med bliver ved med at bable op om Høfde 42 og rullende kemikalietønder på stranden. Jeg er ikke enig. Jeg er sikker på, at Harboøre/Thyborøn er lige mig. Masser af natur, strand, Vesterhav og fred og ro (altså bortset fra den million andre turister, der tror det samme).

Jeg ser især også frem til at grisebassespise masser af frisk fisk, få vind i kinderne og bare slappe af.

Ugen efter går det på nassebesøgsrunde hos 3 hold gode venner i det jyske.... Åhh, det blir godt at se dem - alt for længe siden!

Og priviligerede er vi, for store dele af familien skiftes til at flytte ind i huset og passe de fede kattedyr - og forhåbentlig lave lidt afslappende sightseeing i det nordsjællandske.

- Watch out, Vesterhav - Here I come!

mandag den 16. juli 2007

Plusser og minusser

Ja, så er det første dag i min 3 ugers ferie. Vejret er fuldstændig fantastisk - varer vist ikke ved, men det skal nydes i dag, skal det.
I aften er der vejfest - for første gang - og med det vejr er der jo grobund for en fin og hyggelig aften.

Der er dog et kæmpeminus i alt det gode og positive: Jeg er syg! Jeg har snot i hele kraniet, en savklinge i halsen, ondt i gebisset samt er småfebril.
Hvor fedt er det lige at starte ferien med en gedigen gang influenza? Og kan det forsvinde ved, at man lægger sig i solen og sveder som et svin? Det skal i hvert fald forsøges!

Hvorfor skal det være så svært?

Hvis du også kender til problemerne med at få skinken ud af pakken, få afklædt osten sin emballage eller få folien af yoghurten, så skulle du tage at støtte deres gode initiativ ved at skrive under mod dårlig emballage. Underskrifterne vil blive afleveret til Forbrugerministerdamen Carina den 12. oktober. Så får vi se, om det hjælper.

- jeg synes personligt, at der er en hel del absurditet i, at vi kan sende rumsonder til Mars, men ikke kan lave en åbenbar emballage til pålægget!

ps. Tryk på billedet for at komme til at skrive under!


torsdag den 12. juli 2007

Tictac - dem med pebermynte...

Ja, jeg blev jo så også en af dem, hun taggede. Så jeg må hellere komme i gang. Jeg lader dog tråden knække her, da alle vist efterhånden er indspundne i nettet.

1. En fyr spurgte mig engang, hvad jeg interesserede mig allermest for. Jeg kunne ikke svare. Så spurgte jeg ham. Han sagde, at han interesserede sig allermest for fodbold, og jeg tænkte, det blir vist aldrig alvor mellem os, for det er da godt nok et usselt interessefelt. Men jeg tænkte over hans spørgsmål i flere år, og jeg ved nu med sikkerhed, at hvad der interesserer mig allermest er: mennesker. Jeg bliver aldrig træt af at diskutere særligt sjove eksemplarer. Mennesker er mig en kilde til evig undren - og glæde.

2. Jeg tænker næsten altid på mad. Jeg elsker at lave mad, jeg elsker opskriftsbøger, og jeg elsker at spise. Men det går ikke. Jeg er nu gået i gang med en kostomlægning, der gerne skulle føre til ca. 10 kilos vægttab. Har været i gang i ca. 2 uger og har har tabt 2,5 kg. Det er skønt at se, det virker, og jeg lider ikke specielt under det (endnu). Laver og spiser blot noget andet end tidligere. Jeg håber virkelig, jeg kan holde motivationen.

3. Jeg kan til tider være bange for at blive alkoholiker. Jeg elsker simpelthen øl - og cosmopolitans, kølig hvidvin og GT'ere. Jeg drikker absolut ikke for virkningens skyld, jeg elsker bare helt vildt smagen - især øl. På ferie i Tyskland sidste år, drak vi en halvliters mens menukortet blev studeret, en halvliters til maden og en halvliters mens solnedgangen blev nydt. Det virkede ikke engang for meget. Men med kostomlægningen er der også rationer her - og det er okay. men jeg tror, jeg ku have det i mig - hvis jeg var ulykkelig.

4. Jeg er blevet opereret sådan ca. 20 gange i mit liv - flest gange som barn. Jeg er en haj inden for hospitalsvæsnet. Jeg vil den dag i dag hellere se en øjenoperation på tv end en fødsel. Fødsler skræmmer mig en del - det gør operationer ikke.

5. Jeg er overbevist om, at jeg bliver boende i det hus, jeg bor i nu, indtil jeg dør. Det er en dejlig tanke for mig, der gør mig glad og tryg. Desuden er det jo helt lissom det skal være, for vi har jo selv bygget det

6. Jeg skulle engang medvirke i "Åndernes magt" - hvis ellers jeg blev helbredt. Jeg var til en seance med en engelsk healer, der udførte mirakler i Guds navn - hver dag. Det foregik på Fyn. Jeg kørte med tv-holdet tilbage til København og blev sat af ved H-banen. Jeg havde ikke kunnet mærke helbredelsen og ved H-banens hårde ende råbte en fyr efter mig: "Skal du ikke ha nogle piller til dit ben?" - og jeg tænkte, at jeg nok ikke var helt helbredt endnu. Men der var 2 kvinder, der ville bede for mig. Det er jeg dem taknemmelig for - selvom det ikke har hjulpet på min gigt :-)

7. Jeg synes, det er fedt at blive ældre. Jeg hadede at være 20, usikker og ikke vide, hvad jeg skulle med mit liv. Jeg synes mit liv bliver stadig bedre, og jeg nyder det.

8. Det pæneste ved mig er mit smil og mine lige skuldre - og nok også min lille næse. Der var engang en, der sagde, at mine læber var sensuelle, fordi de næsten altid var fugtige. Det havde jeg aldrig tænkt over. Jeg bruger stort set aldrig make-up, fordi jeg aldrig har fået lært at lægge det på og nok heller ikke er særlig forfængelig.

- det var så de otte om Zette. Håber I ku li dem. Min lollandske ærlighed har i hvert fald gjort, at de er sande!

onsdag den 11. juli 2007

Een madpakke tilbage

Så har jeg lige tilberedt dagens madpakke. Den andensidste. Fedt.
På arbejde plejer vi at have kantineordning, men den er lukket i juli måned. Det betyder madpakker. Min nedtælling inden ferie har derfor ikke været i arbejdsdage men i madpakker - selvom det numeriske antal ca. burde være det samme...

Men i hvert fald: fri i morgen, madpakke på fredag og så ellers 3 ugers ferie, AAAAHHHH!


---
Og madpakken? En rugbrød med sprængt indianerrøv (okay, udtrykket stammer fra min farfar og dækker over røget filet - ingen anelse om, hvorfor det hed sådan). En omgang rockercola m/røget laks og asparges. Lige en ny gulerod og så et æble.... Æv, bare det at vide, hvad man skal spise til frokost er ret trist....

lørdag den 7. juli 2007

Pletter i bib-bogen

Jeg takker hende lige for i min desperation at have foreslået mig at læse "Jordens søjler."

Bogen er på knap 1000 sider, og jeg græd allerede på side ca. 50, - så er det altså en god bog!

fredag den 6. juli 2007

Put 'n' take

Jeg hørte i 22-radioavisen i går, at de frarådede al unødig udkørsel i store dele af Nordsjælland på grund af REGN... Den havde jeg ikke lige hørt før.

Jeg har derfor overvejet en lille feriesyssel, nemlig at tage kontakt til kommunen og få tegnet fiske-ret på en del af haven. Vi kan da i hvert fald fiske efter dræbersnegle - de ser ud til at være det eneste, der virkelig trives i vores sumpede parcelhushave...

onsdag den 4. juli 2007

Medlidenhedsdrab

Øv, altså.
Så kom Tokken lige ind med en levende fugleunge. Den kunne ikke flyve endnu. Jeg fik den op på et fejespån og udenfor. Vurderede om der var chancer for overlevelse. Næppe - der var vist mest risiko for yderligere pine og lidelse.

Jeg hentede drænspaden, der er skarp i kanten, og så et hurtigt hug.

Øv, altså. Det har jeg aldrig gjort før. Sidder nu med ondt i maven, dårlig smag i munden og forsøger at slå følelsen af at være morder ned med et fornuftigt: Det var det bedste, du kunne gøre, den led, nu har den fred

... Men det virker altså ikke helt.

tirsdag den 3. juli 2007

Kødelig konkurrence

Jeg er lidt jaloux.
Ham jeg er gift med har udviklet en ret kødelig lyst til en anden kvindes ydelser. Hun bliver lys og kvidrende i stemmen, når han kommer ind ad døren. han bliver stor-talende, jokende, overskudsagtig - ja slet og ret glad.
Mig hilser kvinden noget mere afmålt på, men hilser dog.
Deres forhold er kødeligt - ingen tvivl om det.

---

Er jalousien ubegrundet, når det drejer sig om slagterdamen? Jeg føler mig ikke overbevist, for hun har altså ret godt kød, og ham jeg er gift med er aldeles ikke vegetar!

søndag den 1. juli 2007

TV2 News - skrid!

Hvad er meningen med at placere en TV2 News helikopter over mit hus, når jeg vil ligge og ha en lille middagsput i solen på terrassen? Jeg mener, nu ved vi jo lissom, at hun hedder Isabella, kan de der kamera- og helikopterfolk så ikke bare flyve hjem og holde søndag?