fredag den 31. oktober 2008

Tanterne på tur

I morgen skal bedsteveninden og jeg til brunch hos tanten. Det er længe siden vi har ses, og jeg glæder mig allerede meget. Der skal nydes, drikkes, spises, snakkes, grines og bagefter skal vi se, om vi kan finde en lille beklædningsgenstand eller to.

Det blir så godt!

torsdag den 30. oktober 2008

Ulige fordeling

Vi har en klog og lattermild kvinde i omgangskredsen der for ca. 10 år siden - mens hun var midt i tyverne - fik konstateret kronisk leddegigt. For et par år siden fik hun en hørenedsættelse, der nu gør, at hun må benytte høreapperat det meste af tiden. I sidste uge fik hun sit andet + tredje epileptiske anfald og dermed diagnosen epilepsi.

Jeg håber godt nok, at de der går igennem livet uden kronisk sygdom priser sig lykkelige, for dette her er altså på ingen måde rimeligt.

Hvad har du i din kurv i dag?

Jeg kan ikke lade være med at kigge på andre folks varer på indkøbsbåndet. Når jeg har kigget, kan jeg godt finde på at digte en lille historie om deres indkøb.

Hvis andre har det lissom mig, gad vide hvad de så fik ud af mine daglige indkøb i dag?
3 flasker hvidvin og 10 bananer!

onsdag den 29. oktober 2008

Pipfugl, katte-elskte og bregner

Den fantastiske skribent inspirerede mig til et indlæg om det der syngen-forkert eller rigtigt eller... Her kommer i hvert fald et uddrag af min helt private sangtekstskattekiste - med et par enkelte lånenumre imellem.

1. "Så farvel på denne jord, katte-elskte. En ensom gammel kattemoooooor..."
2. "Har Pipfugl altid været mit motto (...) en irriterende flamingo i min swimmingpoooool"
3. "Og ønsker dem alle himlens fjendebud, han laver woo....."
4. "Giv mig mine bregner og venner igeeeeennn"

De fleste giver vist sig selv - alle taget fra den danske popskat, som de er - men den sidste er ham jeg er gift meds, og den havde jeg nu svært ved at genkende, indtil der kom melodi på. Men jeg må - hvis ikke grine højt - så minimum smile, når jeg tænker på dem alle.

tirsdag den 28. oktober 2008

Sur tjans

Jeg sidder jo i sikkerheds- og samarbejdsudvalget på mit arbejde. Det er jeg egentlig ganske ok tilfreds med. Indtil i går. For der betød det, at jeg før alle mine kolleger fik viden, som jeg helst ville have været foruden. Alt forløb efter bogen, men derfor var det alligevel ikke fedt.

Når jeg får seriøse ting at vide, der fylder meget, så er det jeg gør at tale det ud, få det vendt, drejet, sat ord på og diskuteret det. Det kunne jeg ikke i går - og jeg følte, jeg var i helvede.

søndag den 26. oktober 2008

Fugt med lugt

Når jeg har trænet, kører jeg altid hjem og tager bad. Det er der egentlig mange fordele i: behøver ikke slæbe håndklæder, diverse duftserier og rent tøj med, behøver ikke stå i kø til baderummet, kan bade noget mere komfortabelt hjemme osv.


I dag bød turen fra træning dog på nødvendigheden af regnjakke - med hætten slået op. Et er at fugten ikke kan komme inden for regnjakken, men træningssveden kunne lissom heller ikke forlade min krop. Ikke umiddelbart noget forskønnende over den lugt, der fulgte mig hele vejen hjem. Hmmm, måske skal jeg tage pro'er og con'er ved bad i træningscentret op til revision?

En hyler?

Enten er det ret dårlige indspilninger af hende dersens Duffy, der ligger på tuben eller også er hun altså lidt af en skrigeballon.

Særlingeheder

Jeg er blevet tagged af hende den rare århusianer. Jeg vil da gerne lege med, selvom det er svært sådan lige at svare for sig. Det går jo - som de fleste i blogland sikkert ved på nuværende tidspunkt - ud på at beskrive 6 egne særheder. Her kommer de:

  • Jeg har altid en sang i hovedet, når jeg vågner om morgenen. Hvis nogen vækkede mig og skreg SYNG, ville jeg aldrig være i tvivl om, hvad jeg skulle synge.
  • Jeg hader surt. Altså som i asier, agurkesalat, rødbeder, stegte sild i eddike, pickles osv. Spiser det aldrig og en sandwich eller andet med surt er for mig uspiselig.
  • Det eneste jeg har på, når jeg går i seng er strømper. Om det er sommer eller vinter, hedebølge eller snestorm, strømper skal der til. Jeg har dog ofte en kamp om natten for at få dem af uden at behøve at vågne helt.
  • Jeg kan ikke fordrage, når nogen knaser bolsjer. Bolsjer skal suttes til de smelter. At knase bolsjer er tegn på en svag karakter.
  • Jeg vil hellere begaves med et par kolde hvedeøl og en lun slagterdelle end med blomster og andre typiske værtindegaver
  • Jeg synes mariehøns er de klammeste dyr i verden, fordi de ikke kan bestemme sig til om de vil være en flyveting eller en bille. Så tag dog en beslutning for pokker - and stick to it!

Reglerne er simple:

  • Link til din tagger
  • Nævn reglerne i din blog
  • Fortæl om seks af dine særlige vaner (unspectacular quirks of yours)
  • Tag seks andre bloggere
  • Læg besked hos bloggerne om, at de er blevet tagget
Jeg synes efterhånden mange er blevet tagged, men jeg forsøger lige at finde et par stykker, der måske er undsluppet indtil videre: Kagekonen, livrdz, Noise og Anjoe

torsdag den 23. oktober 2008

Hr. Mormor Sur Arm

Den sure arm har udviklet sig til en mormor. Ikke alene sover han rimeligt længe (jamen, det er kun, når du er hjemme, Zette...) Men han ringede også, mens jeg var til behandling hos fyssen. Jeg havde nævnt, at jeg lige smuttede til byen, skulle lige forbi apoteket, biblioteket, bageren, boghandleren, Netto, Superbest og så fyssen - til træning + behandling.

Nå, men den sure arm ringede altså, mens jeg var til fys, og efter endt behandling ringede jeg op:
Zette: Du ringede, jeg var hos fyssen. Hvad ville du?
Den sure arm: Jamen, du har været væk så længe...
Zette: Arj??????

Storfnisende forlod jeg fyssen og kørte hjem til den sure arm, der nu hedder Mormor Sur Arm indtil i morgen, hvor gipsen skal af, og han forhåbentlig bliver sig selv igen - fysisk som psykisk....

Stemmegenkendelse

Jeg har det med at høre P1 om morgenen, aftenen og natten, hvis jeg ikke kan sove. Det vil sige, at jeg rimelig ofte blot tænder radioen og lander midt i et program.

Til stadighed undres jeg over, hvor let det er at kende stemmer. I morges var det Georg Metz, i går var det Klaus Rifbjerg, radioavisoplæserne kender jeg navnene på blot ved at høre et par ord. Hertil kommer diverse stemmer fra familie, venner, kolleger mv.

Jeg har af og til siddet i telefonmøde med 7-8 deltagere, hvor jeg synes, det er uhyre let at høre, hvem der taler nu. Men jeg ved, at ikke alle har det sådan - og igen undres jeg over, at andre kan finde det vanskeligt, når jeg synes, det er det letteste i verden.

Det virker for mig, at hver stemme har så mange små forskelle, at man kan opfatte dem og kende dem fra hinanden. Hertil kommer, at man oftest kan gætte alder, køn, geografi og meget andet ud fra stemmen. Det er fascinerende.

Til gengæld er jeg så en skodabe til at genkende folk, jeg møder - opfattes garanteret som pissesnobbet over ikke at gide hilse - men jeg skal jo lige få øje på dem og genkende dem først, ikk'?

Tal til mig - jeg kan li det!

tirsdag den 21. oktober 2008

Utjekket

I går fik vi en reklame for en lokal, italiensk restaurant ind ad døren. Bortset fra de milliarder af slå- og stavefejl, så det okay ud, så jeg valgte lige at tjekke den nævnte hjemmeside. Da jeg går ind på den hjemmesideadresse, der står i reklamen dukker en pizzajoint i Padborg op????

Padborg ligger ikke i lokalområdet af Fredby. Jeg undres over, at man blot skriver restaurantens navn som hjemmesideadresse uden at tjekke det ud først. Hvis de skal have en chance, skal de være ret meget bedre til at lave mad end til at skrive reklamefoldere og lave hjemmesider.

søndag den 19. oktober 2008

Nullermand i brusekabinen?


Væmmelig sandhedsbon

Mit træningscenter har foruden en masse fysser også en diætistklinik tilknyttet. Jeg er jo begyndt at træne en del, samtidig med min vægt ikke som ønsket går nedad, men bliver hvor den er. Det kan der være to forklaringer på:

  • Jeg er for ringe til at holde min diæt - ret sandsynligt
  • Jeg er ved at lave noget af fedtet om til muskler og de vejer mere end fedt, og derfor er jeg vægtstabil - ret ønsket
Jeg vil gerne tro på nr. to, men nu er viden jo bedre end tro, og derfor fik jeg foretaget en sådan diætistmåleting med vægt, BMI og fedtprocent. Jeg har i min grænseløse naivitet troet, at BMI var det samme som fedtprocent. Det fandt jeg så ud af, at det ikke var. Mit BMI er nu nede på 26.1, og når jeg er nede under 25, er jeg i det normalvægtige område. Det er godt nok.

Det var da godt nok værre med det der fedtprocent. Jeg kan slet ikke få mig selv til at skrive, hvor mange procent af min krop, der er fedt. Ydermere fik jeg sådan en lille strimmel (med lige så utydelig farve og skrift som netto-bonen), hvor det hele stod oplyst, og hvor der også var angivet, hvor mange kilo fedt der sad på min krop. Godt nok en styg bon at få stukket i hånden.

Planen er, at jeg skal have foretaget en sådan måling ca. en gang om måneden for at kunne se, om min træning faktisk flytter nogle kilo fra fedt til muskler - eller helt væk.

Jeg har smidt bonen ud...

Sur arm

Altså nu er det jo sådan, at ham jeg er gift med har brækket armen. Det er ikke nyt, for i morgen er det 4 uger siden. Det er dermed også 4 uger siden, han fik gips på. Gips må ikke blive våd, så badning foregår med pose over, håndvask er begrænset til fingerspidser, spritning af håndflader kan til nød foretages.

Der har ikke været sår på huden på noget tidspunkt. Men nu begynder armen altså at vise tydelige tegn på, at der foregår ting og sager under den der gips. Jeg tror, vi er ude i noget med døde hudceller, sved, mangel på vand og sæbe, og i det hele taget for lidt udluftning.

Den brækkede arm hedder nu den sure arm, da der - godt nok kun på ret tæt hold - er en umiskendelig lugt af surt omkring armen.

Godt nok i orden, at den gips skal af på fredag.
Indtil da kan han true med, at hvis omverdenen ikke makker ret, så får de hans gipsarm at lugte...

lørdag den 18. oktober 2008

Tomt

Når jeg er færdig med en lang og god bog, kommer der oftest et tomrum. Hele persongalleriet og bogens univers har skøjtet rundt i hjernens kringelkroge i måske en måneds tid. Så er der lissom ikke mere tilbage, den er afrundet og forbi. Jeg kan næsten blive trist.

Lige nu befinder jeg mig i det tomrum, efter at være blevet færdig med Uendelige verden. Der er kun en ting at gøre: Finde en ny bog. Eller måske kan jeg få den brækkede arm til at begynde på den - så er den lissom ikke helt slut for mig endnu...

Ganekildrende

Hvorfor kilder det på ganen, når man rører ved den med en finger, men ikke når man rører ved den med tungen?

fredag den 17. oktober 2008

Forsvunden fare overvundet

Jeg hørte et lille radio-indslag om, at der netop nu var mange stykker råvildt, der holdt til i haven. Med det smukke efterår vi har i disse dage, tænkte jeg, at det måtte være en oplagt dag til besøg. Jeg må - med nogen skam - indrømme, at jeg aldrig har været oppe forbi Eremitagen før. Altså jeg har jo været i Dyrehaven, ikk'? Og os' på Bakken, ikk'? Men ligefrem foran sletten, nix. Indtil nu altså.

Så den brækkede arm hentede mig på arbejdet, hvor et par af kollegerne gik i selsving over at have hørt advarsler i radioen om, at det altså var virkelig farligt at gå rundt deroppe på grund af de brunstige dyr, der brøler og løber og slår og stanger osv. De var tæt på at give mig og den brækkede arm udgangsforbud og kølige fødder, men vi var vilde, var vi, vi trodsede velmente råd og tog afsted.

Der var smukt. Fantastiske træer, åbent landskab, stærk sol, vatskyer på blå himmel og bidende blæst. Der var mennesker, klapvogne, 2 tyttere, hunde i snor, cyklister og masser af legende børn.

Men dyr? Ikke et styk råvildt, då, kronhjort eller andet så vi - måske lå der nogle langt væk, men de var nærmest umulige at se i modlys.

Med andre ord overlevede vi faren, fik rørt os og fik en gigantisk portion frisk luft. Faktisk en ret okay start på weekenden. Og måske vender vi tilbage en anden gang.

Hokuspokus-energi

Hele ugen har jeg været træt. Umenneskeligt træt. Alt for træt til andet end lige arbejde og at slæbe mig hjem igen. Selv fridagen igår endte jeg træt. Jeg har besluttet at gøre noget. I dag sender jeg derfor den brækkede arm ned efter naturmedicin på apoteket.

Jeg er jo ikke meget for den slags alternative pengemaskiner. Men lige med denne her har jeg tidligere oplevet en fantastisk effekt på min for lave blodprocent efter en operation. Nu håber (og tror) jeg på, at den vil give mig et ordentligt boost af energi.

torsdag den 16. oktober 2008

Ligegyldige bonuspoint?

Det kan altså godt være, at det ikke er det, der tæller i det storpolitiske spil, men jeg synes altså, at ham der Obama har en ret lækker stemme...

tirsdag den 14. oktober 2008

Forsømmelse

Jeg forsømmer blogland til fordel for den trykte litteratur. Skal lige have de sidste par hundrede sider med, før jeg vender tilbage til det virtuelle.

mandag den 13. oktober 2008

Arbejdsglæde i ferietid

Jeg holder ikke efterårsferie. Vi skulle have været en smuttur til Amsterdam og besøge gode venner, men så brækkede den brækkede arm armen, og så var der lissom ikke basis for at køre 2x800 km i bil. Og det var ikke så vigtigt, at vi ville bruge penge på fly. Nå, det korte af det lange: Vi bliver hjemme, jeg arbejder og den brækkede arm holder fri.

Men jeg ser faktisk frem til at arbejde i denne uge, hvor mange kolleger og eksterne samarbejdspartnere holder fri. Tror faktisk også, at jeg får enekontor. Der er mindre trafik, færre mennesker, færre chefer, god tid, arbejdsro og dermed også mulighed for virkelig at få noget fra hånden.

Jeg tror, det bliver en god uge.

lørdag den 11. oktober 2008

Lørdagskøkkenet

Endnu en lørdag, hvor jeg skal befinde mig i køkkenet det meste af dagen. Og dermed er der dømt rigtig god lørdag.

I aften kommer veninden fra folkeskolen med mand og børn, og der skal udover det planlagte cocktailindtag naturligvis også mad til. Der er tale om en lang række Zette-klassikere og lidt nyhedsindslag.

Sammen med romapeteriffen skal der indtages oliven, hjemmelavede saltmandler og ostedimser.

Når den virkelig store gryde kommer på bordet vil den (formodentlig) indeholde: Grisekinder i godt øl. Mine lister viser, at da folkeskoleveninden var her for ca. 1 år siden fik de bagt kartoffelmos, så selvom det er en klassiker til svinekæberne, så kunne jeg jo ikke servere det igen allerede, vel? Derfor bliver de gode svinestykker denne gang simret sammen med broccoli, løg, hvidløg, pastinakker, champignon, rød-gul-grøn peber, gulerødder og porrer (to sidstnævnte skal trækkes op af højbedene lige om lidt). Hertil Camillakopibrød i giga-udgave. Og mon ikke vi skal have en lille bajser til?

Desserten bliver til gengæld ny i mit køkken: Pæretærte i luksusudgaven.
Den består af sød mørdej med citronskal, kagefyld med urimelige mængder smør, æg, sukker, vanilje, mandler og 85% chokolade. Herpå lægges pærerne (okay, her snyder jeg, for jeg har ikke selv pocheret mine pærer, men snupper en undskyld, undskyld, undskyld, dåse - avs, var svær at tilstå). Så skal den fyldige kage bages en lille time. Jeg har smagt den hos søster, og den var uovetruffen - desserter er ikke min stærke side, men jeg tror på denne her.

Herefter byder aftenen sandsynligvis på rigelige mængder cocktails og lidt chips til at suge sprutten. Jeg glæder mig til det hele.

fredag den 10. oktober 2008

Kontrolbesøg

I dag skal jeg have besøg af den uvildige kontrolinstans. Hun skal objektivt afgøre, hvorvidt jeg er gået mod lysere nuancer, som den brækkede arm mente...

onsdag den 8. oktober 2008

Hvad sker der for mig?

Jeg er urolig for mig selv, min selvopfattelse og mine lyster.

I dag efter (for) lang arbejdsdag fik jeg usigelig lyst til at træne. Synes det var længe siden (kan knap et døgn tolkes som længe?) så jeg smuttede en tur i centret til styrke- og konditionstræning. Jeg skal også træne fredag og søndag. Skal fire gange på en uge nu til at være standard?

Godt lysten til en stor hvedebamse stadig er intakt, ellers ville jeg da være alvorlig bekymret for mig selv.

tirsdag den 7. oktober 2008

Hint?

På grund af min lollandske opvækst har jeg stadig mine småsparermidler i den dengang lokale bank. Vi hører jo bestandigt, at det går småbankerne rigtig usselt.

Skal jeg tage det som et symptom på uhelbredelig banksygdom, at jeg de sidste dage ikke har kunnet komme på webbank? Hmmm...

mandag den 6. oktober 2008

Revurdering af selv

I lørdags var der først skønne mængder af stegte ål at spise. Omkring bordet var bænket fire spilleglade sjæle, nemlig effektiviteten selv, kattesitter, den brækkede arm og så een sæææl. Vi valgte at slutte aftenen af med et par omgange ego. Jeg var noget tilbageholdende, sådan at spille personlighedsspil med mor og svigermor kunne måske nok være lidt for nærgående, men da man må nægte at ville svare, var det egentlig ok. Det var faktisk lidt skægt, hvad man opfatter som for personligt til at ville svare, men det er vel meget naturligt?

Spillet førte dog til, at jeg fik serveret et par kun svært slugbare sandheder om mig selv:

  • De opfattede mig som meget forfængelig - jeg selv kun som lidt forfængelig
  • De opfattede mig som ret elendig til at give uforbeholdne undskyldninger - tag den, Zette!

Jeg må da vist lige se lidt på det og se, om jeg kan få min selvopfattelse til at stemme overens med omverdenens.

Ultimativ fødselsdagssang

Min mor og min søster har fødselsdag med tre dages mellemrum i november. De ønsker sig "oplevelser" ikke sådan almindelige pakke-ind-ting. Nu har de sagt ja til, at jeg må give dem en gave, de burde ønske sig.

Vi skal nemlig alle tre befinde hos ved dette arrangement den 15. november. De har begge noget med at
5-6 timers stemmebrug er ret lang tid og forbeholder sig retten til at smutte midtvejs, hvis de ikke gider mere. Men personligt glæder jeg mig allerede.

lørdag den 4. oktober 2008

Resursekrævende resursespild

Den brækkede arm har netop modtaget brev om at skulle møde på jobcenter til samtale om, hvordan han kommer på arbejdsmarkedet igen efter sin 5 ugers sygemelding. Der skal lægges en plan, skriver kommunen. Hans plan er at fortsætte i sit job, så snart gipsen er af armen, hvilket sker 2 dage efter mødet på jobcentret. Mon kommunen kan acceptere den plan... :-D

Sikken dog et resursespild med den slags breve, samtaler, møder og handlingsplaner. Tsk, tsk!

fredag den 3. oktober 2008

Pinsler i sigte

Har netop opdaget, at det der antitalenthalløj, som jeg er tvunget til at se i aften for det første varer i 1 time og 20 minutter og for det andet indeholder blandt andre en færøsk punksanger og 3 violin-cellospillende børn.
Gys og rædsel.

Hvor langt skal man egentlig gå for at kunne fortælle sin nevø, at man måske så ham som publikum i tv? Okay, ville vel være værre at være hans far, der skal med ind og overvære det. Jammer!

Må man lyve for børn?

Fredagsplan

  • Klargøring til effektiviteten selvs rengøringstjans
  • Eftersynstur til Herlev med den brækkede arm - skal den mon brækkes op igen?
  • Evt. afhentning af effektiviteten selv på en station i DK
  • Gøre mig usynlig så effektiviteten selv kan komme til med støvsuger, klud og spand - hey, jeg ku jo også hjælpe til?
  • Lasagne skal laves
  • Romapetirif skal måske nydes
  • Lasagne skal spises - og den er stadig bedre end hendes mands
  • Paprødvin skal tylles - altså af de andre, jeg snupper måske hellere en yndlings
  • Tvangsindlagt til at se Talentløs2008, da svoger og nevø er publikum (yderst taknemmelig over, at de ikke deltager på scenen...)

torsdag den 2. oktober 2008

Efterårshave

Vi har 4 benved op ad raftehegnet ind til naboen. De er guddommeligt smukke lige i disse uger. Den ene benved er omkranset af to høstanemoner, der dog endnu er små. Men hver dag glæder jeg mig over udsigten fra mit arbejdsværelse. Det er ren balsam for øjnene og derfor også sjælen.



Virkelighedsdrømmeri

I nat sov jeg som en stud i 9 timer i træk. Arbejdspresset har (igen) været tæt på det urimelige, så jeg havde brug for søvn. Skøn søvn fik jeg. Jeg følte mig absolut udhvilet, da jeg vågnede. Til gengæld er det sådan en dag, hvor jeg har svært ved at skelne drøm fra virkelighed. Sådan har jeg det faktisk ofte.

Jeg kan huske samtaler med den brækkede arm, kolleger eller venner, og når jeg så er vågen, har jeg svært ved at skelne, om det er sket i virkeligheden eller om jeg har drømt det. Der er jo som sådan ikke noget mystisk i, at man i drømme beskæftiger sig med sin dagligdag, men jeg kan nu bedst li, når jeg ved, om tingene er foregået i vågen eller sovende tilstand.

Jeg kan ikke spørge den brækkede arm, om han har det lissådan, for han er ikke i stand til at huske sine drømme. Men der må være andre, der har det som mig. Ikk'?

Hvorfor er rumvandringer interessante?

Hørte her i 7-radioavisen, at kineserne havde vandret i rummet. Andre gange hører vi om rumsonder på Mars, mennesker på lange rumfartsmissioner osv. Jeg synes, der er tendens til at folk falder i svime af begejstring, forundring og betagelse.

Jeg forstår det ikke.

Jeg har simpelthen svært ved at sætte mig op til at synes, at Mars er interessant. Jeg mener, jeg skal jo lissom ikke til Mars og ingen i min omgangskreds skal til Mars eller på rumvandring. Det er total uopnåeligt, hvorfor er det så spændende? Get real and get a life!



Okay - det lød så som en rimelig sur morgenbøvs, men solen skinner, jeg har fri og livet er godt. Men jeg undres....