onsdag den 31. december 2008

Nytår alligevel

Jeg vågnede med bekymring. Der var let feber i kroppen og en mystisk mave. Hmmm ikke helt foreneligt med aftenens 7-8 retter. Men jeg tog en slapper. En omgang Besøgstid med Maria Helleberg - og der steg min respekt for damen så lige endnu mere - en kop te og en anelse A38 med havregryn.

Så kom der gang i mig og mit køkken. Der er lavet saltmandler og rejeroulade. Hvis den der rejeroulade bare smager halvt så godt som den var nem at lave og ser fornem ud, så bliver det en favoritforret til 2009. Men mere om det senere, hvis smagen også er brugbar.

Nu har jeg det faktisk helt godt igen - ser frem til Chablis, fisk og mousserende rosevin. Kom godt ind i 2009, alle sammen. Godt nytår!

tirsdag den 30. december 2008

Sorgen skal skrives i vand, glæden i sten...

... fuglene flyver i form af en fisk. (Har du aldrig læst Tone? Så gør det inden du dør, red.)

Og fisk skal der på bordet til vores nytår. Jeg har efter nøje overvejelse, tanker, listen rundt på diverse hjemmesider, flere tanker og indkøb, lagt mig fast på menuen, som bliver:

Cremet tunmousse
Kold rejeroulade m/krydderurter
Røget laksemousse
Citronbagt laks
Rejer i krydderolie m/nybagt brød
Røget laks m/avocadonøddesmørcreme
Små spinatsouffleer m/flødeost
Vitello Tonnato
Okay, sidste ret er jo så ikke helt fisk - eller det er de to sidste retter så ikke - men der skal jo lissom også lidt kontrast til. Og så har jeg indkøbt en Chablis, muligvis skal der også en enkelt cosmo til og i hvert fald noget mousserende rosevin.
Hvis nu noget af det bliver virkelig godt, så må jeg hellere smutte en opskrift på, som hun jo kan li det.

mandag den 29. december 2008

Planlagt nedsmeltning

Efter det gode kommentarråd fra hr. U-R er det sikkert og vist: I aften spiser jeg mine spareribs uden noget som helst andet end øl til. Ingen bagte kartofler, ingen salat, intet brød. bare en stor kølig hvedebamse og så 1½ kg spareribs.

Og så er jeg ellers smeltet som tigerne i Lille Sorte Sambo. Højst en klat god smør tilbage i dynerne i morgen tidlig. Nå!

søndag den 28. december 2008

Slankende julemad

Måske ville jeg have succes med den omstridte kur?

I hvert fald har jeg efter en jul fyldt med kød, smør, ost, alkohol og stort set ingen grøntsager tabt mig et kilo.

fredag den 26. december 2008

Julen i ord

I tilfældig rækkefølge indeholdt mit julelollandsbesøg:

Brændte mandler, Fraziskanere i fodboldglas, flæskesteg, pakkeleg i for kort tid, bredt juletræ, prædiken med eftertanke, abba-singstar, småutålmodig nevø, rosevin med bobler, kongelige ribssild, krummer på gulvet, boogie-woogie om træet, prutter, skræmt kat, styrketræning, rundstykker med tandsmør (den med Læsøsalt), Mamamia-film, strikning af grønt halstørklæde, røget cheddar, stearinlys, hilsen på familien, et barn er født i Bethlehem, vaniljekranse, jul2007-snaps, knus og kys under misteltenen, udspilet vom, grin, yatsy, x-mas, brun sovs og brunkartofler, gåtur ved Grønsund, tøsefnisen, dans med ham jeg er gift med, Buzz!, afsnit 19-24 af Jul på Vesterbro, æblespisende fugle, frikadeller, bagstiv søster, en sækfuld indpakningspapir, høje støvler, laksemadder, psycho-hamster, tømning af opvaskemaskine, nusning af kattemave, afsnit 1-3 af SATC, hakning af løg og snitning af citron, hvidvin i karton, fotocellestyrede sæbedispensere, te i store krus, glæde i hjertet.

mandag den 22. december 2008

Glædelig jul

Jeg ønsker alle en glædelig jul. Tak for kommentarer, tak for medlæsningen, tak for engagementet. Vi blogges ved på den anden side af julen 2008.

Mandelmirakel

Jeg lavede et par portioner brændte mandler i går. Jeg holder vist aldrig op med at undre mig over, at massen først er grynet og delt og hvid. Herefter bliver det flydende og klart. Bagefter bliver det grumset og gråt og hænger fast i panden. Næste trin er, at det igen bliver flydende, men nu brunt og glat, og så er de færdige. Det er altså en fantastisk proces. Og opskriften? Den kommer her:

100 g. mandler
75 g. sukker
2 spsk vand
- alt på en pande.

Under konstant omrøring, varmes alt op, og ovenstående proces går i gang. Her er det vigtigt at tro på det og aller vigtigst at have masser af tålmodighed - for der går laaaang tid, men derfor skal man nu ikke forlade sin pande. Når der lyder små smæld fra mandlerne efter processen er fuldført, skal de hældes HURTIGT på bagepapir, og her er det rart, hvis man er to personer, for med 2 gafler skal mandler nu skilles ad STRAKS, for ellers bliver det til en stor mandelklump, og det er ikke hensigtsmæssigt. De skal køle af og kan så holde sig i god tid i en lufttæt beholder - hvis altså der er flere tilbage, når man når hertil...

lørdag den 20. december 2008

Lyseslukker

Når man er en halvfed hvid Tokkekat, der hopper op på et skrivebord, kan man godt slukke kalenderlyset med ens vom. Det kan godt give stearin og sorte spor på maven - og få det til at stinke af brændt kat i det meste af huset i meget lang tid.

Medietid

Jeg er gået fra stueantenne til 60 kanaler.

Det har affødt en hel masse tid foran pc'eren for at finde film, der sendes lige nu. Og så kom jeg lige ned i en total klassiker: Bille Augusts filmatisering af Les Miserables. Hold da op, hold da op og hold da helt op. Jeg fik smilt en lille smule, grædt i strømme, ondt i maven, fordi det var så tragisk, svedt i hænderne af angst og hjertebanken, fordi nu var det altså for spændende. Det var dog en fantastisk film, og hvorfor har jeg aldrig set den før? Sådan en lørdag eftermiddag med vinden susende om hushjørnerne og varm spindekat på skødet. Måske skal jeg bare være glad for den gyselige parabol, der nu skamferer min have?

Og efter film er jeg gået i gang med endnu et retrolyt fra en fantastisk udsendelsesrække. Det er en god lørdag.

fredag den 19. december 2008

Jeg elsker Netto-pi'r

Jeg var lige i Netto. Da jeg stod ved kassen, tænkte jeg, at jeg da lige kunne spørge til den glemte flaske boblevand fra i går. Og sørmesens om ikke den svenske flicka ved kassen sagde: Jo da, det var hos mig, du kan bare gå ned og hente en ny flaske!

Og jeg tror da nok lige, de skæve Zette-ben løb ned efter en ny flaske bobler i en vis fart. Søde Netto-pige, søde julemennesker, alt er godt - og undskyld, at jeg kaldte jer alle for kleptomaner, det er I ikke. I er alle sammen venlige, søde, hjertevarme og ærlige folk!

Glædelig jul!

Drømmetydning

Jeg drømte, at jeg fangede en meget stor klat ørevoks på en vatpind. Hvad betyder det mon?

torsdag den 18. december 2008

Kleptomaner - hele bundtet!

Jeg er rasende hidsig. Jeg har netop afsluttet en fin købe julegave, købe togbillet, trænings-fysbehandlings, handletur i Fredby. Det var fint - god stil, godt humør, god succesrate. Afslutning i Netto, hvor jeg indkøbte en forsøgsvis mousserende rosevin til test i aften, og hvis testen viste gode resultater til indtag til forret juleaften. Og da jeg kommer hjem, opdager jeg, at den ikke har forladt butikken sammen med mig.

Jeg ringede til nettoen, der (selvfølgelig) ikke havde nogen boblende rose efterladt ved kasse 1. Håber godt nok, den tyvagtige kunde efter mig må kløs i MIN vin, betalt af MINE penge - okay godt nok kun en flad halvtredser, men det er vel også penge? Skumle, skumle, ærge, ærge, rase, rase, øv, øv.

tirsdag den 16. december 2008

Øltab

Jeg kan da godt blive lidt trist over, at det lokale mikrobryggeri er gået i betalingsstandsning. De har da virkelig forsynet mig med en del godt øl gennem tiden.

Forædt og fordrukken

Fredag: Julefrokost på arbejdet, øl, GT, Cosmo'er og (for) lidt danskvand
Lørdag: Julefrokost for norske gæster, glögg, øl og snaps
Søndag: Rester af julefrokost for norske gæster, lille bitte snaps, lille bitte øl
Mandag: 2 x frokost, eftermiddagskage, 3 retters SPAmenu, hvidvin i floder
Tirsdag: Kæmpe morgenmadsbuffet på hotellet, frokost, glögg og æbleskiver, julebag og hjemmelavet konfekt - her dog intet alkoholisk (endnu) shit, jeg fortrængte glöggen...

Velbekomme og skål!

- jeg er i seriøse overvejelser omkring at faste indtil søndag, hvor kattesitter kommer på besøg, og det er ikke foreneligt med spille-hygge-dag med kattesitter at være SÅ asketisk

søndag den 14. december 2008

Rakfisk og fenalår

De skønne norske nordmænd vi havde på besøg, havde gaver med. Dels kom vi ud i noget rakfisk. Det lignede røget ørred, men når man åbnede pakningen stank det - for at sige det lige ud - rædsomt. Det blev serveret skåret i små stykker, lagt på lefse (kartoffelpandekage) med rå løg. Pandekagerne blev rullet sammen og skåret i småhapser, som man ved spisning, dyppede i rømme (creme fraiche). Lugten var styg, smagen fantastisk. Faktisk som fiskecarpaccio, fint med blød fisk til knasende løg, tør pandekage og fugtig cremefraiche. Ret meget mere norsk blir det vist ikke.


Og dog...

For det allerbedste var nu, at de kom med et fenalår. Da vi besøgte dem sidst fik vi disse tyndtskårne skiver af tørret lammekølle. Det smager formidabelt. Nu kom de så med et HELT tørret lammelår og et stativ, man lægger køllen i, før man snitter de tynde, tynde skiver. Køllen opbevares i et stykke stof i skuret. Det må ikke pakkes i plastik, og det må helst ikke komme i køleskabet, fordi luften er for fugtig. Da det mærkelige menneske, jeg er gift med, ikke spiser lammekød, tror jeg nok lige, at jeg har lam til et par dage...

lørdag den 13. december 2008

Yiiihaaaaa - sikken en fest

Jeg var til arbejdsjulefrokosten i går. Der var westerntema. Det var fedt. Jeg har aldrig været til at klæde mig ud som prinsesse og dulletøs. Derfor passede det mig skønt at være i cowboybukser, støvler, virkelig gammel, fedtet ruskindsvest, bandana om halsen, hvid t-shirt, bælte med dolk (absolut ulovlig), hestehale og Wyatt Earp overskæg. Kronen på værket blev, da jeg fedtede et par pandehårstotter med læbepomade. Orv, hvor var jeg styg og grim. Og jeg kunne drikke bajer af dåsen hele aftenen - for det krævede figuren lissom.

De havde virkelig gjort noget ud af det, festudvalget. Der var bedemænd, sheriffer, glædespiger, hangmen, indianere, mexicanere osv. Menuen var bl.a. spareribs og coleslaw. Der var saloon. Jeg spillede en godylgod pokerturnering (blankede flere af), der var roulette, armlægningskonkurrence mv.

Fantastisk fest. Og jeg er kun en lille smule træt - og har kun en lille bitte smule problematisk mave....

fredag den 12. december 2008

Norsk i Danmark

Vi får to søde norske nordmænd på besøg i weekenden. Det bliver godt. Gerd er nynnende, glad og hvilende i sig selv på en misundeligværdig måde, Arne er smilende, stærk og morsom. Jeg skal lave dansk Julebord - det er gøy til lørdag. Menuen står på:

  • Kryddersild
  • Kongelige ribssild
  • Fiskefileter m/remulade
  • Rejesalat
  • Høns med asparges i tarteletter (hjemmelavet naturligvis - altså fyldet, ikke skallerne)
  • Frikadeller m/rødkål
  • Kalvesylte m/sennep
  • Lun leverpostej m/surt - ævser, hader surt, men har hørt nogle kan li det
  • Kamsteg m/rødkål
  • Andebryst m/brunkartofler
  • - og hvis der er plads klemmes en lille æbleskive og et glas glögg ned som dessert

Det blir simpelthen så dejligt. Og jeg glæder mig sådan til at have dem på besøg.

torsdag den 11. december 2008

Arbejdsomme dage

I går lykkes det mig at være på jobbet i 10½ time - hvem der så end får ros for det, nå??? I dag burde jeg have haft fri, men det blev til undervisning for ergoterapeutstuderende, som var sløvere end sløve. I anden session tog jeg mig selv i at tænke: Hvis I ikke snart opper jer, så tror jeg godt nok, at jeg hader jer! Ikke noget fedt udgangspunkt for undervisning, men jeg tror bare, at jeg havde brugt krudtet - og trænger nok til juleferie.

Til gengæld lå der så i min arbejdsindbakke en invitation til at tale på lægekongres i juni 2009 - og denne gang hverken for patienter eller sundhedspersonalet. Denne gang skal jeg tale for lægerne, og det er fandme et skridt for at sige det lige ud - det kan tælles på en hånd, hvor mange andre patienter, der har talt i dette forum.

Jeg tager det som en fjer i hatten - og også antydningen af en fornærmelse, for sessionens titel er: The holistic approach: Drug treatment for the elderly arthritic patients. Hvornår filen er det lige, at jeg er blevet talsperson for de gamle????

En trist jul

Jeg har før kort skrevet om den lille dreng i familien, der har leukæmi. Han behandles naturligvis stadig på Rigshospitalet. I dag bliver han isoleret indtil et godt stykke efter nytår. Han skal knoglemarvstransplanteres på mandag, og det betyder isolation fra i dag. Og når de siger isolation, så mener de det. Ingen besøg, ingen pakker, ingenting ude fra. Han bliver indlagt sammen med sin mor på en af de top sterile isolationsstuer, hvor der pumpes steril luft ned hele tiden. Hans mor skal have handsker og maske på, når hun rører ved ham efter transplantationen, og her i dagene op til bliver hans eget immumforsvar slået helt ned. Alt hvad de tager med sig på stuen skal sprittes af - og kun ting med glatte overflader kan komme med.

Isolationen varer til på den anden side af nytår - og ingen besøg. For nevøen er der den trøst - hvis ellers det er en trøst - at han sandsynligvis vil være så sløv og dopet det meste af tiden, at han ikke lægger mærke til meget omkring sig.

Men det er en barsk omgang, og der kan støde alle former for komplikationer til, og man ved intet om, hvordan han vil modtage den nye knoglemarv. Pyhhha. Jeg håber virkelig, at en hel del mennesker sætter pris på deres gode liv, for dette sætter altså tingene noget i perspektiv!

onsdag den 10. december 2008

Uventet gave

I går modtog jeg en pakke. Helt uventet åbnede jeg en pakke fra Superskurk. Pakken indeholdt et par helt unikke vanter i grønt filt, som jeg blev virkelig glad for. Da det havde været endnu en laaaaang dag på arbejdet, blev de ikke indviet med en gåtur i vinterkulden, men de blev brugt her ved tastaturet, hvor jeg jo sidder en masse - for en gangs skyld sluttede aftenen med varme fingre. Fantastisk. Jeg er nu endnu mere begejstret for hende Maja K., som jeg jo faktisk slet ikke kender - eller måske en lille smule. Tak i hvert fald - de luner i en kold tid!


mandag den 8. december 2008

Skam dig eller smil.

Af og til er jeg tvunget til at være sammen med mennesker, der er meget negative. Personer, der kun kan lukke ligegyldigt brok ud. Intet er godt. Jeg tror ikke nødvendigvis, de selv kan høre, hvordan de lyder, for de undres, når jeg konfronterer dem med det.

Men jeg bliver altså virkelig provokeret, når mennesker kun kan se det negative i hele livet. De burde skamme sig - og smile noget mere.

Ved du godt...

at hvis du skraber din julekalender eller åbner lågerne med vindernumre før den dag, der står på lågen, så forandrer billederne og tallene sig indeunder, så du aldrig vil kunne vinde noget?

lørdag den 6. december 2008

Gæstebud

Jeg har stået i køkkenet det meste af dagen. Der kommer 9 familiefolk for at fejre ham jeg er gift meds 40 års dag.

Forretten er dampet laks lagt på bund af helbladet spinat, citronpeber og pinjer og herefter omsvøbt med butterdej. Efter en tur i ovnen burde det være en god spise.

Hovedretten er en eller anden mørbradgryde-ting. Jeg har i hvert fald brunet 65 mørbradbøffer - svarende til 5 store mørbrad - lysnet et par løg, tilsat 1 kg store champignon, krydret med paprika og hældt uforbeholdet meget fløde over. Hertil en god basmatiris og broccolisalat. Foruden den skoldede broccoli består salaten af mine hvæsende hvidløgstomater i juice, ristede græskarkerner og rosiner. Såre enkelt og absolut lækkert - kan dog være, at en enkelt eller to brokker sig over manglende dressing, men så må de hælde flødesovsen fra mørbradgryden over. Vi er ikke gode til dressing her i Fredby.

Dessert bliver der ikke noget af - ud over lakridskonfekt, klemintiner og julesmåkager.

Gæsterne kommer om en time, og både mine fødder og jeg er glade for, at vi kan slappe af indtil da.

God lørdag!

Glæden ved at give

Jeg er så heldig stadig at have min mormor. Hun bliver 90 til januar. Hun er ikke nogen nem dame at finde på gaver til - og så alligevel. Købmandskurve, blomster og snaps falder altid i god jord, men det får hun jo en del af til jul, så jeg tænkte, at i år ville glæde hende inden den 24.

Derfor bestilte jeg i torsdags en julebuket. Hun ringede straks og takkede alt for mange gange, var helt rørt og Det skulle du da ikke have gjort, du tænker da også altid på mig, bare jeg nu kan holde den, den er så stor og flot - og i julefarver.
Hun beskrev buketten i detaljer, fortalte at hun måtte i skuret efter en urtepotte, da ingen af vaserne passede til. Hun havde spurgt budet, hvem den dog var fra, men han måtte jo ikke læse kortene, som han sagde, og hvor var den smuk og julet, osv. osv.

I går aftes hørte jeg fra min mor, at min mormor havde fundet nummeret til den lokale blomsterhandler, der havde bundet buketten, ringet dem op, undskyldt mange gange for forstyrrelsen, men hun ville da lige spørge, hvor meget vand der skulle omkring stilkene, for at buketten havde det aller bedst og holdt længst. Der er ingen tvivl om, at hun taler med buketten hver eneste dag, og at hun har om ikke alle stilke, så i hvert fald en god del af dem tilbage, når vi når jul.

Det er virkelig en stor glæde at sende min mormor en buket.


fredag den 5. december 2008

Er vi de eneste?

Så skete det igen. Ham jeg er gift med og så mig vi havde (heldigvis) en fredagsaften hjemme. Og igen igen endte den med hvidvin, cosmopolitan og en djævlens bunke youtube-80´er-dem-troede-du,-da-du-havde-glemt. I dag nåede vi så langt ud, at jeg hentede kurven med alle de optagne kassettebånd fra 80'erne.

Da jeg opvoksede på Lolland var der ikke meget at lave. Så at optage fra Hej P3 og NDRZwei-direkt-vom-Plattenteller var nok ugens højdepunkter. I den øverste arvede kommodeskuffe havde jeg båndene. Jeg havde et system med gule og røde tilklippede papiromslag, der repræsenterede noget forskelligt. Der var de gule, som var optaget "købemusik", altså når veninderne havde købt News, Sting eller andet, og jeg fik det spillet over på kassettebånd. Og så var der de røde omslag, som var alle de bånd, jeg havde optaget fra diverse radioprogrammer (en ekstra kuriositet var, at huset oliefyr gik med ind over, når det slog til og fra). Her var der tale om hit på hit. Det var denne skatkiste, vi kiggede på og lod os inspirere af fredag aften.

Således bød aftenen i det fredbyske hjem på uundværlige klassikere som:
Love is a battlefield, A living daylight, Land of confusion, Bad boys (Wham), Talking to an angel, Hey little girl og What's the color of money.

Gad vide om der er andre, der finder sådan en fredag aften uovertruffen?

Bonusinfo:
til 3-4 Cosmo a la Fredby bruges:
1 dl Vodka
½ dl Cointreau
1 dl tranebærjuice, ufortyndet
2½ dl appelsinjuice
- det hele shakes med is og hældes i cocktailglas.

Udsøgt

Ham jeg er gift med og så mig fejrede ham bare os to med en skøn middag i går. Lørdag kommer familien, og den giga 40-års fødselsdag bliver til næste år, hvor der er en mere i husstanden, der fylder rundt. Men i går var godt.

Først:
Antipasto degustazione - de 7 traditionelle og fantastisk dejlige forretter
Capesante alla Thermidor - gratinerede kammusling i jomfruhummerbisque. Jeg har i den grad en svaghed for hummerbisque - må altså kaste mig ud i at lave det selv en dag.

Dernæst:
Saltimbocca alla romana - deres er bare god, med fantastisk hvidvinssovs, små ristede kartofler og i går også en halv bagt rød peber fyldt med en creme af (fik jeg at vide, da jeg spurgte tjeneren) moset gulerod og rød peber. Perfekt kød.

Hertil en halv flaske Rosevin.

Og ved hjemkomsten et glas rødvin, og så var vi ellers klar til at erklære, at det havde været en god dag.

torsdag den 4. december 2008

Hip, hip, hip

Ham jeg er gift med bliver 40 år i dag. Han blev meget glad for gaven. Han er indtil videre fejret med god morgenmad, flag og lys. I aften skal der spises på en af de lokale yndlingsrestauranter.

Det blir en god dag!

onsdag den 3. december 2008

De'e jul, de'e cool, de'e nu man hygger sig bedst

I dag var jeg en tur inde på gågaden. Jeg skulle fra Nørreport til Gammel Strand og tilbage. Så var det lige, jeg fik bekræftet samtlige fordomme - og så er der jo tale om facts - og nu ved jeg, hvorfor jeg kun kommer der med års mellemrum:

  • Jeg blev spurgt ca. 25-30 gange, om jeg ville købe et julehjerte, støtte dyrevelfærd, købe Politiken/Berlingeren osv.
  • Der var tonsvis af mennesker, der ikke så, hvor de jokkede - blandt andet på mine ømme fødder
  • Der var cyklister i høj fart - Hallo, det er en GÅgade - for dytten da
  • Der var mystiske lugte og ujævne fliser
  • Alt for mange onde mennesker (læs: dem der sælger brændte mandler)

Men okay, jeg fik sikret nevøens julegave og et par semikitschede bluser til mig selv for en yderst beskeden sum.

Og så var jeg dybt forundret over, at Illum har en vinduesudstilling med vinkende nisser og mekaniske plysdyr. Jeg troede, den slags blev afskaffet sammen med Ball-sweatshirten og laksefarvede bluser med bådudskæring alias midtfirserne? Det må godt nok være længe siden jeg sidst har været i City i juletiden.... Eller heeeyyy er det retro?

Derfor er rødvin nødvendig til jul


tirsdag den 2. december 2008

Dansk julemad er... hvad?

Vi skal have gode norske nordmænd på besøg om en halvanden uges tid. Det blir godt. Jeg har tænkt at lave dansk julefrokost (no: julebord). Og nu er jeg så ude i overvejelser omkring, hvilke retter der er mest danske. Vi kommer ikke uden om uhyggelige mængder af fiskeretter, for det værdsætter alle omkring bordet. Jeg ved, grønlangkål er rimelig dansk, men her er jeg hæmmet af, at ham jeg er gift med ikke er til den grønne kål, og at den ene af de norske har det halvkvalt med for meget svinekød - og i min familie skal der hamburgerryg og kogt medister til den slags.

Tarteletter med hjemmelavet høns i asparges er helt sikkert et must.

Og så tænker jeg: lidt andebryst, rødkål og brunkartofler kunne være godt. Men er brunkartofler et dansk fænomen? Og hvad med rødkålen? Jeg er overbevist om, at nogle af alle de fantastiske madekspertbloggere kan hjælpe her, det ville jeg sætte pris på. Tak!

mandag den 1. december 2008

Du ved, du er fra Jylland, når...

Hørt på Holte station ved 14-tiden i dag:
Yngre mand: Hvaffor nogen tow går til banegården?
Ældre herre: Hvilken banegård?
Yngre mand: Jow, den der i Kjøwenhavn
Ældre herre: Hovedbanegården?
Yngre mand: Jow, den
Ældre herre, pegende: Alle tog i den retning

Hvilket minder mig om historien, hvor en af mine kolleger (fra Holstebro) havde denne samtale med en sjællandsk kollega:
Jysk kollega: Skal vi mødes i Gågaden?
Undrende københavnsk kollega: Mener du på Strøget?