lørdag den 28. februar 2009

Trendy lyd

Ham jeg er gift med gik lidt amok ved dagens afhentning i Fætters butik. Det vil sige, at han syntes, at han ville begave sin hustru med en længe ønsket bærbar lydafspiller.

Så nu er jeg den lykkelige - og lettere småfrustrede ejer af sådan en lyddims.

Med andre ord er jeg nu ikke længere sakket agterud men ligger direkte i overhalingsbanen - og kan kun citere de gamle østkystdrenge: Jeg ved, der er en nummer to, men der er for langt derned!

fredag den 27. februar 2009

Livet i ring

Jeg så netop på fjæsbogen, at min 14-årige niece var blevet medlem af en gruppe ved navn 20.000 mod Bertel Haarder.

Da jeg gik i gymnasiet i midtfirserne havde Bertel lige afskaffet den ellers så dejlige 1 uges læseferie, derfor var vi også ret meget mod Bertel. Dengang dog uden fjæsbog.

torsdag den 26. februar 2009

Zette i sort

  • I morges da jeg skulle afsted var der solskin - lige indtil jeg havde kørt i 3 minutter, så stod det ned i stænger. Og nej, Zette var ikke i regntøjsoutfit
  • På jobbet blev det en af de dage, hvor der kom morderligt mange flere sager ind på bordet end væk fra bordet
  • Dagen sluttede med to møder, hvoraf det ene faktisk var okay, det andet for langt og for irrelevant
  • Efter mødet blev jeg budt at gå 15 min i piskende kold vind for at nå til taxaholdepladsen, hvor der ikke var nogen taxaer før 10 minutter senere
  • S-togene kørte med 20-minutters drift i stedet for 10-minutters, så da toget endelig kom var det overproppet af våde, hostende, trætsure, sulteaggressive folk. Eneste oplivende element var et teenagekærestepar, der skændtes så ruderne blafrede
  • En dame kørte hårdt ind i mig med sine brede mountainbikedæk
  • Det regnede igen 5 minutter inde i min hjemkøretur
  • Jeg har hele dagen haft pisseondt i en ankel

Sku mene, at der er basis for, at dagen i morgen blir bedre.

onsdag den 25. februar 2009

Megashopping

Så er Fætters butik næsten åben. Vi var i hvert fald til snigpremiere, hvor vi mødte en noget stresset, ret varm, undskyldende for manglede omklædning, hektisk fætter. Vi fik spist sandwich, frikadunser, kyllingspyd, grønt og drukket øl.

Jeg var jo i det store butikscenter for første gang, og jeg havde derfor luret hjemmesiden inden. Af den grund vidste jeg, at yndlingskludebiksen lå lige om hjørnet fra fætters butik, så mens fætter fik smidt støvsugeren i baglokalet var der lige tid til et besøg der. En enkelt lilla let taljeret ting med store hvide prikker blev indkøbt. I dyre domme. Men herrregud, lønnen er jo lige gået ind...

Og på lørdag skal vi så storshoppe. Ham jeg er gift med aflagde nemlig lige bestilling på 40 tommer, rundtomlydanlæg, dvd/cd/radiomaskine + diverse kabler og beslag.

Det er da ikke vores skyld, hvis der er finanskrise, vi kan da sagtens finde ud af at bruge penge.

tirsdag den 24. februar 2009

Stream of Zetteness

Denne samtale fandt sted i bilen i går mellem ham jeg er gift med og så mig:

Zette: Hvad er det nu det hedder det der udsalg, hvor det blir billigere hver dag?
HJEGM: Hollandsk udsalg
Zette: Nåe ja, det er jo det, det hedder
HJEGM: Hvorfor kom du til at tænke på det?
Zette: Det var fordi, jeg overvejer at købe den der Duffy-plade, og så kom jeg til at tænke på, at jeg ofte køber plader meget senere end alle andre, og nogle gange køber jeg dem så sent, at jeg slet ikke kan få dem. Det var fordi, jeg tænkte på, at jeg vildt gerne ville eje Desperados in Disquise med Paul Banks, men den er udgået og kan ikke skaffes, og så tænkte jeg på, at jeg engang købte Linnets Marquis de Sade plade med en kæmpe rids i, men det opdagede jeg først, da jeg kom hjem, og det var på et af de Hollandske udsalg inde i Hellingåndskirken på Strøget.

Og dette er naturligvis overhovedet ikke interessant, men jeg er bare vild med, når det lykkes mig at trævle en tråd op - altså gøre rede for min Stream of Consciousness, som jeg altid mest forbinder med Peer Hultberg. Det fascinerer mig, hvordan hjernen virker.

mandag den 23. februar 2009

At få læst højt

Nu har jeg så endelig fået gang i det fede link.

Godt nok smart.

Tænk at man nu kan låne en bog, få den læst op, når man har lyst, og det endda uden at man overhovedet behøver at gå på biblioteket. Ja, man behøver slet ikke gå nogen steder.

Lige nu er det forfatteren selv, der læser Ned til Hundene for mig. Ikke ringe, ikke ringe.

søndag den 22. februar 2009

Receptionsgaveråd ønskes

Jeg har en fætter, der i den kommende uge skal åbne og derefter drive en forretning med noget medie-lyd-noget. I den forbindelse skal vi til reception for familie og venner eftermidagen inden regulær åbningsdag. Vi har spurgt ham om gode råd til monitor-investering, og nu kan vi så kombinere tillykkerne med snusen rundt i hans gode tilbud.

Men, men, men til sådan en ny-butik-reception forventes det vel, at gæsterne medbringer en gave? Gør det ikke?

Jeg er en skodabe til værtsgaver. Jeg tænkte, at han og kollegerne da nok ville kunne søbe et par velskænkede øller, og jeg har også en del kvalitetsøl fra abonnementet i skuret, men jeg er bare så dårlig til at forære dem væk, fordi jeg så nødig vil af med dem. Og at købe øl og derefter forære dem væk, strider også imod min natur.

Jeg kunne jo købe en kost - altså blomster - men jeg kan jo ikke selv fordrage at få blomster, så det er da for usselt at forære dem til andre. Og en eller anden halvvissen dusk stående i en medie-lyd-butik? Jeg ser det ikke for mig.

Så var det, jeg tænkte, at jeg da som den rare kusine, jeg er, kunne bage de unge mænd en røvfuld småkager og forære dem en kodyl æske af dem. Men kan man komme til forretningsreception med en æske hjemmebagte småkager? Og vil sådan nogle tjekkede fyre overhovedet tygge noget så gammeldags som småkager i sig?

lørdag den 21. februar 2009

Boller med fyld

Jeg har noget med svesker. Jeg er jo stor fan af Pflaumenmus - med eet s - der mig bekendt ikke kan skaffes i DK. Jeg mener, at sveskeostekagen er Karolines mest oversete opskrift. Jeg kunne æde svesker i løs vægt dagligt, hvis det ikke befordrede sådan en lind afføring.

Og på denne tid af året, er der et must: Fastelavnsboller med svesker. Nå, men da forhåbentlig sidste og afsluttende diætisttid er inden for 1½ uge, så nytter det ikke noget af ty til den lokale Guldbagers udgave, så derfor har jeg bagt.

Jeg lagde svesker i blød i god portvin og blendede siden massen med lidt fløde og tilsatte florsukker. En gavmild skefuld blev lagt på en normal lunhævet gærdej af kalorielet observans. Sveskemosen blev omringet af dejen, og hele herligheden efterhævede lunt. Lige inden varmechokket i ovnen blev de penslet med æg pisket op med sukker.

Nu dufter her af svesker, portvin og frisk bagværk - om lidt skal jeg smage.

Og fordi jeg er en yderst kærlig og omsorgsfuld hustru bagte jeg også lige en plade boller med marcipan og mørk chokolade - ham jeg er gift med deler nemlig ikke min store forkærlighed for svesker.

Hævede, røde øjne

Min lørdag morgen begyndte med først våde, så sviende, så røde, så hævede øjne. Jeg begyndte nemlig min lørdag med at høre sidste cd i den formidable bog. Så livsbekræftende i al sin gru.

Jeg elsker at græde over en god bog. Så lader jeg tårerne trille over kinder og hals - denne gang også pude og dyne, fordi jeg ikke var stået op endnu.
Næsetårerne bliver nødtøftigt halet indenbords, og følelserne får frit løb.

Det er forløsende.

fredag den 20. februar 2009

Drastisk fald

Jeg har haft problemer med en albue. Derfor pumpede jeg ikke de der jernblokke til træning sidste torsdag og søndag. Jeg nøjes med kredsløbstræningen, lidt ryg og mave, som jeg ikke skulle bruge armen til.

I går var albuen holdt op med at te sig, og derfor fik min krop fuldt program til træning. Og bare fordi jeg sprang 1 uges armtræning over, er jeg i dag øm i overarme og brystmuskler.

Hvor slap kan man egentlig nå at blive på en uge?

Relax

Vi fortsætter succesen med familieferie for 9 til sommer. Jeg tror, ugen her bliver pænt afslappende. Måske bortset fra tygge- og synkemusklerne.

torsdag den 19. februar 2009

At sluge ild med skeden

Personligt har jeg aldrig forstået det med "luftfrisker" på toilettet. Jeg mener: Lugten af kunstig lavendel, sommerblomst eller fyrnåle blandet med menneskelig afføring gør ikke noget godt for nogen af delene, og de ophæver da i hvert fald ikke hinanden.

Jeg har derfor - i lighed med mange andre - i flere år sværget til tændstikker på toilettet, ja og åbent vindue naturligvis. Svovlen gør noget godt ved bæ-lugten, det er effektivt, billigt og ikke særlig kunstigt.

Nå, men tidligt i morges trykkede jeg lige en hygge-kage, som vi siger herhjemme. Og da ham jeg er gift med skulle på potten efter mig for at børste tænder, tænkte jeg, at jeg da lige ville stryge en tændstik - man er da vel hensynsfuld hustru?

Men jeg burde nok have ventet, til jeg havde rejst mig fra tønden. I hvert fald kan det på ingen måde anbefales med hård hånd at kaste en nyudpustet tændstik ned mellem sine lår - specielt ikke, når man som jeg er så dårlig en kaster, at tændstikken borer sin glohede spids ind i mit allermest delikate område. Her blev den så til gengæld siddende - der er jo et par folder at hænge fast i. Jeg fik under smertensudbrud hevet tændstikken fri og kastet den i tønden.

Se på det positivt, Zette: Godt der ikke var tale om stormtændstikker.

onsdag den 18. februar 2009

Præpositionsøgning

I morges i radioavisen talte de om, at private boligselskaber skulle have lov til at etablere kameraovervågning på stierne omkring husene.

Speakeren sagde: "...kameraovervågning for at forebygge mod kriminalitet..." - resten af indslaget fik jeg ikke lige fat i, for jeg gik helt i stå med det der forebygge MOD. Hvorfor nu dette MOD? Jeg ville da til enhver til sige: "forebygge kriminalitet...."

Måske er jeg blot håbløst bagefter, men jeg mindes altså ikke at have hørt det før.

tirsdag den 17. februar 2009

Stygge tyske minder

Berlin har gjort det igen og igen. Først skal jeg bruge en hel masse tid på spændende henvisninger, og bagefter kan jeg ikke få fx denne ud af hovedet:



Og der kom minder frem om min tre år ældre søster, der savlende med svømmende øjne nød Markus' smukke sang:



Og så er der til sidst lige klassikeren, som jeg havde fortrængt, jeg kender. Jeg har ikke tænkt på bandet eller sangen i årevis, men jeg kan alligevel hele teksten. Hvor sygt er det lige?

For gammel til fødselsdag

Ja, ja, man bliver jo ældre - både bloggen og mig. I lørdags havde Zettes åbenbart to års fødselsdag.
Jeg ville da mene, at det godt kunne være blevet fejret lidt - men det forudsatte selvfølgelig, at jeg havde husket det

MUS på vej

I morgen skal jeg til den årlige MedarbejderUdviklingSamtale. Har ofte haft det lidt la-la med de samtaler - ikke fordi det ikke er godt, for ros har der altid været, men fordi jeg altid hellere har villet tage tingene straks i stedet for at vente på den fastsatte kalenderdag til at få det ud i det åbne - okay det lyder da pænt selvfedt, men jeg synes nu alligevel, det passer. Holde kæft er ikke mit stærkeste kort.

Men i morgen har jeg linet et par punkter op. Dels er der noget med de pænt udfordrende arbejdsopgaver, jeg fik for et år siden, der kører som smurt, og dem, der blev lovet taget fra mig, som jeg stadig har, og dels er der noget med et forhold mellem mig og en kollega, som jeg vil involvere chefen i. Jeg mener, der er en, der løber fra sit ansvar, og det er ikke mig...

Og så har jeg for engang skyld tænkt mig at forsøge at lønforhandle. Ikke at det ligger i MUS'en, men MUS'en kunne for min skyld meget godt sluttes af med, at et lønforhandlingsmøde begynder.

Nu får vi se, hvad der sker, når jeg sidder der....

Tirsdagsråd

Mød alle stressede situationer som en hund:
Hvis du ikke kan spise det eller lege med det, så pis på det og gå din vej!

mandag den 16. februar 2009

Bogtyvs-glæde

Jeg er ved at lytte mig igennem Bogtyven. Det var dog en fantastisk bog.

Find den.
Læs den.
Nyd den.

fredag den 13. februar 2009

Johnny eller Heidi?

Effektiviteten selv er jo som nævnt på besøg - og jeg hjemkom - naturligvis - til pinligt rent hus, glad effektivitet og snak. Ikke ringe. Bomben sprang dog i går aftes.

Midt i rødvinen fremdrog hun den store udvidede Mayland-model, som de vist giver til pensionisterne sammen med folkepensionen - de har jo aldrig tid til noget som helst. Der var opstået lidt problemer omkring midten af marts. En lørdag midt i marts var det nemlig meningen, at hun skulle indfri sin julegave fra hendes yngste datter: En koncert for hende og mig med Heidi (X-factor). Jeg havde brudt min hjerne for at finde en kunstner, vi begge gad, jeg var ude i god tid, og jeg har derfor 2 billetter til første række midt for på det nærliggende spillested.

Men nu var det så lige, at hun var kommet til at sige ja til en større fødselsdag på Lolland søndag middag, og desuden var hun jo blevet lokket af veninderne til at deltage i - og hold nu fast: Kandis-koncert med mad. Med andre ord takker hun pænt nej til sin julegave, samvær med undertegnede og Heidis fantastiske stemme for at høre Johnny Hansen bræge.

Hun har ellers altid hævdet, at hun hader det der pizzamusik, men nu hedder det, at hun ikke havde kunnet undslå sig og unskyldningerne var i det hele taget mange og svage.

Summa summarum: Min mor foretrækker Johnny frem for Heidi. Og nu sker det: Jeg sværger, jeg lover, jeg ligger hovedet på blokken. JEG VIL ALDRIG ENDE MED AT BLIVE SOM MIN MOR. Og er jeg på vej, så udfri mig inden, please!

PS. Hvis hun kommer hjem med hans autograf på (b-)armen, slår jeg hånden af hende. Hun havde nemlig engang en svømmeveninde, der ikke vaskede venstre arm i 14 dage for at bevare hans signatur længst muligt..... Og nørj, hvor skal effektivitetens valg bruges imod hende mange, mange gange...

torsdag den 12. februar 2009

Effektiviteten kommer

Jep. Effektiviteten Selv skal hentes på stationen om en times tid. Det fører følgende med sig:

  • forkælelse
  • skinnende rent og duftende hus, når jeg kommer fra arbejde i morgen
  • lidt (for meget?) alkohol i weekenden
  • snak
  • spil
  • hygge
  • forhåbentlig sushi lørdag - hvis hun kan overtales til at gi
  • overkælede katte

Det må da blive godt.

onsdag den 11. februar 2009

Våd mis

Så er Tøbtingen netop kommet bragende gennem kattelemmen. Der er meget stor sandsynlighed for, at han har gået på isen på den nærliggende sø. I hvert fald er han fra midt på maven og resten af bagkroppen gennemblødt og iskold.


Vi tænker noget med is-gåtur, is-gennembrasning og heldigvis skarpe kløer på iskant til at trække sig op med.
Tøbtingen tænker noget med varm kattetunge på ubehagelig våd pels, gulvvarme og ladmigværeifred. Derfor et ikke særligt fyldestgørende billede. Men halen plejer altså at være 10 gange så stor og busket. Stakkels Tøb.

Ups

I går opdagede jeg, at min nærmeste kollega - der stoppede i december - havde lagt et forkert dokument på en offentlig hjemmeside. Ups. Dokumentet - der drejede sig om retningslinjer - var sådan set rigtigt nok, men det havde en ekstra side til sidst, hvor kollegaen havde redegjort for de ændringer, der var fortaget i retningslinjerne i forhold til tidligere udgaver. Der var med andre ord tale om en redegørelse, der skulle bruges til internt at forklare forskellene, og hverken indhold eller sprogbrug var særlig egnet til en bred offentlighed.

Jeg fik pillet dokumentet af, fik det rigtige på, fnist en djævlens bunke, undlod at fortælle det til cheferne, der jo intet ku gøre alligevel og ellers forsøgt at huske, hvornår dokumentet blev lagt på. Der var vel tale om ca. september 2008. Ups. Men det kan jo smutte det skidt.

Tro mig, jeg tjekker nu mere end to gange, før jeg næste gang uploader dokumenter. Men mon ikke de fleste kender problematikken omkring at medsende forkert fil, sende til alle i en gruppe, der ikke skulle se mailen osv.? Menneskeligt er det at fejle.

tirsdag den 10. februar 2009

Kropumulig

I går aftes ville jeg lige høre anden del i serien. Jeg tænkte, at en stor veltrukket kop vinterte med en skvat skummetmælk, en dyne, en tør kat og en eleverbar seng var sagen. Men, men: Jeg nåede at drikke teen inden udsendelsen begyndte, katten gad ikke kæles og jeg faldt i søvn allerede under de første 15 minutter.

Og så lå jeg vågen mellem 1 og 2. Ja, faktisk til ca. ½ 3.

Selvom mit overjeg er stærkt og fremherskende, er der alligevel tider, hvor jeg ønsker, at jeg var bare lidt bedre til at tilgodese mit intellekts behov frem for min krops.

Hmpf!

lørdag den 7. februar 2009

Et uopnåeligt mål

Jeg er jo som regel pænt selvfed med mine mål og tilfredshed med livet og så videre. Men jeg har nu lært at kende min begrænsning. Jeg ville så gerne, men jeg VED, at det ikke vil lykkes. Men hvis jeg havde evner for det, ville jeg lære nedenstående tekst udenad. Det er da uimodståeligt med de østrigske diftonger. Teksten er i øvrigt at finde her:

Two, three, four, eins, zwei, drei Es is nichts dabei Wenn ich euch erzaehle die Geschichte Nichts desto trotz, ich bin es schon gewohnt Im tv-funk da laeuft es nicht, jah Sie war so jung, das Herz so rein und weiss Und jede Nacht hat ihren Preis Sie sagt: "Sugar sweet, jah'got me rapp'in to the heat!" Ich verstehe sie heiss Sie sagt: Babe you know, I miss my Funky friends" Sie meint, Jack und Jill Mein funk Verstaendnis reicht zur Not Ich ueberreiss' was sie jetzt will Ich ueberlege bei mir, ihre Nase spricht dafuer Waehrend dessen ich noch rauche Die "special places" sind ihr wohlbekannt Ich meine, sie faehrt ja U-bahn auch dort singen's: Dreh dich nicht um - oh, oh, oh Der Kommissar geht um - oh, oh, oh Er wird dich anschauen, und du weisst warum Die Lebenslust bringt dich um Alles klar Herr Kommissar? (Hey man, wanna buy some stuff man? Did you ever rap that thing Jack, so rap it to the beat) Wir treffen Jill und Joe und dessen Bruder hip, Und auch den Rest der koolen gang Sie rappen hin, sie rappen her Dazwischen kratzen's ab die Waend' Dieser Fall ist klar lieber Herr Kommissar Auch wenn sie anderer Meinung sind Den Schnee auf dem wir alle talwaerts fahren Kennt heute jedes Kind Jetzt das Kinderlied Dreh dich nicht um - oh, oh, oh Der Kommissar geht um - oh, oh, oh Er hat die Kraft und wir sind klein und dumm Und dieser Frust macht uns stumm La, la, la, la, la Dreh dich nicht um - oh, oh, oh Der Kommissar geht um - oh, oh, oh Wenn er dich anspricht und du weisst warum Sag' ihm dein Leben bringt dich um La, la, la, la, la Dreh dich nicht um - oh, oh, oh Der Kommissar geht um - oh, oh, oh

Og hvis det er for mange ord og for få billeder. Så kan du jo nyde gensynet:

Tapas-tjans

Der kommer familiegæster i morgen. Til eftermiddagskaffe - og så lige lidt mad efterfølgende. Det gav mig skønne madlavningsopgaver. Nu har jeg vist næsten lagt mig fast. Kagen bliver et eller andet kranskagetærteværk med æbler og mandler, jeg håber, det smager godt. Kager er min stærke side.

Nå, efter sådan en kagebasse, tænkte jeg, at vi måtte ud i noget i den lettere genre. Og det vil jo sige tapas-inspired-something. Det bliver - i hvert fald indtil videre:

  • Diverse oliven
  • Gulerodsstave
  • Soltørrede tomater, marineret i appelsin og hvidløg
  • Små tomater
  • Maasdamerstave
  • Gratinerede madpandekager m/spinat, brie, græskarkerner
  • Tunmousse
  • Snackølpølser
  • Fenalår
  • Krydrede minifrikadeller
  • Citrusmarinerede kalkunstykker
  • Zette-efterligner-Camillabrød-nu-med-fuldkorn

Gad vide, om jeg er nødt til at gå ud i noget sataysauce eller hvidløgsdressing? Jeg er jo ikke selv til dypdyp, men måske.... ? Heeeyyy, madtankerne er slet ikke slut endnu. Skønt!

The Champ

Om præcis en måned regner jeg med at skraldgrine i ca. 1½ time. Jeg har nemlig reserveret et par billetter til en af de sjoveste. Jeg glæder mig altså allerede.

fredag den 6. februar 2009

Mænd med værktøjet i orden

Indslaget var godt nok i tv-avisen i går. Men de danske fyre - okay mænd - fortjener i den grad et gensyn. Hold kæft, hvor er det bare sjovt:

torsdag den 5. februar 2009

Hverdagskærlighed

Jeg har netop hørt udsendelsen med Leif Sylvester. Han har det lissom Turell og holder af hverdagen. Han havde blandt andet følgende bemærkninger:

  • Dit liv ligger i hverdagen
  • Livet er dejligt besværligt
  • Tag sværheden til indtægt
  • Trip på det, du er i - i stedet for noget andet
  • Det er i hverdagen, vi skal leve!

Jeg er i den grad enig!

V-mænd

Jeg synes, der er en udbredt tendens omkring mænd med t-shirts med v-udskæring. Hvorfor?

Det er da i den grad topfesent med en mand i v-hals. Jeg kender ingen kvinder, der synes, at deres mænd er kække i den slags påklædning. Og jeg kender ingen mænd, der ser godt ud i det. Men måske kender jeg de forkerte?

Så hellere ærmeløse t-shirts, hvis vi skal over i den boldgade.

Længe leve populismen

Jeg kan ikke fordrage populistisk leflen for laveste fællesnævner. Det kan godt være det er helt vildt jantelovsdansk, at alle skal kunne være med.

Men princippet om at hvis alle ikke kan, så må ingen, gør mig gal i skralden.

onsdag den 4. februar 2009

Kender du Henry?

Kender du det lille vers om Henry? Jeg kan det udenad, og jeg underholder af og til ved at citere det ved oplagte lejligheder. Du får det her...

Henry var kun 11 år, men historien melder,
At han søndag går en tur for at se på byens bordeller
Henry ser på husene, på vinduer og på døre
Syns der er mange tusinde – beslutter sig at spørge.

Ser en dame tyk og stor med al respekt at melde
Siger så de kønne ord: ”Hør dame, hvor er bordellet?”
Damen kender mange af de sære lyster mænd har
”Hør hvad var det, du sagde, min ven?” og lille Henry gentar.

”Ved De, hvor bordellet er?” Spørg Henry uden at bæve
og så stikker hun ham pr. refleks en øretæve
Henry flygter uden ord og lægger damen bag sig
Flygter hjem til Henrys mor, for Henry vil bekla’ sig

”Mor jeg gik og kom i snak med en væm’lig gammel skude,
Sådan en der pludselig stak en ordentlig en på tuden”
”Slog hun ganske uden grund?” Spørg moren overvældet
”Ja, jeg spurgte hende kun om vejen til bordellet”

Så får Henry tæv på ny, og han forstår det ikke.
Hyler først i vilden sky, begynder så at hikke
Oprørt er hans drengesjæl, øjnene ligefrem skeler
Nu kan far sgu selv få lov at hente sine seler!

tirsdag den 3. februar 2009

PG

2 timer i tog
3 timers undervisning for håbefulde fys-studerende
1½ time i tog
20 minutter i bus
45 minutters træning
30 minutter i bil

Nu: P.G.

- altså putte-go' - og der går ikke lang tid, før jeg ligger der.

mandag den 2. februar 2009

Stivstikker-Zette

Fra en fik jeg lige en ide til at tage en lille personlighedstest. Bare 33 små spørgsmål bundet op til arbejdslivet og pling: Der var Zette - primært en type 1 (32%) og i uddrag kan nævnes:

"Type 1 er kendetegnet ved at have en indiskutabel indre vished om, hvad der er rigtigt og forkert. De er fornuftige og rationelle med høj etik og moral, og de ser sig selv som et forgangsbillede for, hvordan man bør opføre sig. De frygter at fremstå sløsede og/eller useriøse, hvilket betyder at de er meget bevidste om deres egen opførsel, og de kan blive selvbebrejdende, hvis de ikke lever op til egne forventninger. I stressede situationer kan etteren finde på at skose andre, hvis de ikke efterlever de ofte høje og uudtalte krav hos Type 1. Under kraftigt stress kan Type 1 have en tendens til at være spydige og sarkastiske, og det kan være svært for omgivelserne at vide, hvordan man kan gøre tingene så 1'eren er tilfreds."

Desuden kan nævnes, at jeg også havde lidt type 2 (Relationsskaber/empatisk - 25%) og type 8 (Ærlig/stærk - 25%) i mig.

Tjaaaah. Den er nok ikke helt skæv, der....