mandag den 15. juni 2009

Rødkål på ålen?

Under den netop overståede kongres, havde jeg og en kollega stået for torsdag aften at arrangere en middag i Grøften i Tivoli.

Der var tale om 125 internationale gæster. Vi havde bestilt en let reduceret luksusplatte med øl eller vand. Vi tænkte at med en ramme som Teatercafeen og Tivoli - godt nok i syndflods-regn - kunne de ikke få det ret meget mere dansk.

HJEGM befandt sig vældigt i rollen som dørmand, så vi fik afkrævet samtlige gæster diætønsker, så fiskegrøntspiserne sad ved et bord, kødgrøntspiserne ved et andet bord og alle os andre ved alle de andre borde. Opgaven blev noget besværliggjort af, at halvdelen talte så ringe engelsk, at de knap forstod spørgsmålet Did you order any special diet? og selvom HJEGM omformulerede til Special food? var det ikke altid, at der var genkendelse i blikkene. Ydermere kunne mange ikke huske, hvad de havde skrevet ved tilmeldingen, så der var noget af et kaos. Men ingen kom forbi HJEGM, før der var orden i sagerne.

Tjenerskabet var fantastisk, alt kunne lade sig gøre, de var effektive, søde, smilende og havde overskud til at joke med gæsterne.

Vi danskere havde til gengæld vores hyr med at forklare logistikken bag dansk smørrebrød. Først marineret sild og lun fiskefilet - og husk nu den rigtige type brød: rugbrød, franskbrød eller surbrød? Herefter kom der fade med:

  • Røget ål med æggestand
  • Gravad laks med rævesovs og dild
  • Leverpostej med bacon og champignon
  • Kamsteg med rødkål og svesker
  • Hønsesalat med bacon

Selvom pålægget var pænt opdelt, havde vi vores problemer med at styre, at de ikke puttede rødkål på ålen og svesker på den gravad laks. En enkelt hollænder ved vores bord var tilbagholdende over for æggestanden til den røgede ål, fordi hun troede, det var ostestave :-) I det hele taget betød maden, at der kom en masse god snak, afslappet atmosfære og alle blev på den måde introduceret til begrebet dansk HYGGE.

Det var en helt fantastisk aften, alle gæster var så glade, kaldte det perfekt og synes, at de sjældent havde haft så god en aften på en kongres.

Ved aftenens afslutning var der ingen, der turde snige sig forbi HJEGM uden at give ham hånden og sige tak. Alle ved jo, at det er vigtigt at holde sig gode venner med dørmanden.

Ingen kommentarer: