torsdag den 31. december 2009

Nordisk nytår

Vi har de gode norske venner på besøg her over nytåret. De kom sent i går til lidt pølsesnack og et par dåseøl - eller måske nogle dåseøl - eller måske nåede vi faktisk at snuppe en halv ramme.

Nå, men i nytårsaften er jo anledning til god mad. Så efter lidt dansen rundt, overvejelser og anskaffelser er valget faldet på:

Laksetallerken m/varmrøget og ferskrøget laks. Hertil krebsesalat og avocadonøddesmør med små olivenkiks. Her kunne man så overveje en rose eller noget med bobler. Time will show.

Ølbraisserede svinekæber med kartoffelkroketter samt salat af haricot verts m/oliven, feta, soltørrede tomater og nøddekerne. (ja, jeg ved det godt, nu laver konen sgu kæber igen...)

Belle de Boskoop æbletærte m/mørk chokolade, mandler og kanel - hvis det trænges er der mulighed for flødeskum eller is til.

- og i morgen? Ja, der stå den på elgsteg med det fulde program. Mere herom, når jeg ved mere.

Glædeligt nytår!

onsdag den 30. december 2009

Julen 2009

Vi havde en dejlig jul. Det gik heldigvis rigtig godt med Mormor. Hun var på pænt mange piller, men hellere det end smerter - og sådan er det jo efter en nylig proteseoperation. Hun var dog på ingen måde doped, og hun var i super humør, gik sine ture med rollatoren rundt om træet, sang og spiste og drak, næsten som i de gode gamle dage, hvor den lille, tynde kone på ca. 155 cm kunne spise enhver granvoksen mand i familien under bordet.

Maden blev lissom den skulle: den 24 var der laksemadder, Nakkekam (halalslagtet naturligvis) med det fulde program og ris a la mande. Sidstnævnte blev indtaget efter sang, motion om træet og pakkeåbning.

Juledag var menuen grønlangkål med hamburgerryg, kogt svinemedister og stegt oksemedister. Aftensmaden sprang vi over - bortset fra Mormor, der naturligvis lige skulle have et par halve stykker med sild.

Anden juledag stod den på en stærkt reduceret julefrokost med Kongelige ribssild (marinerede sild i ribsgelelage), kryddersild og nyrøget ål (undskyld, undskyld, vi åd en truet dyreart uden at vide det) med æggestand. Herefter var der rester af kødmaden fra juledag samt en god krydret røget rullepølse. Aftensmaden bød på tarteletter med høns i asparges. Og i mellem måltiderne forsøgte vi at tømme vores ølbeholdning, hvad der ikke lykkes trods ihærdige anstrengelser.

Helmut brillerede igen ved sin dårlige mave, da vi nåede til anden juledagsaften. Min mormor fandt det - som den absolut eneste - ustyrlig morsomt. Helmut lagde en pænt stor kage uden for kassen (havde vist hængt i pelsen), og mens Effektiviteten Selv levede op til sit navn og tog sig af kage og rengøring, holdt jeg Helmut, mens HJEGM var igang med saksen og afklipning af lortepels. Min mormor sad under hele seancen i stuens bedste stol og skraldgrinede over vores kamp, men hun har jo også mistet sin lugtesans for en del år siden, og så kan man jo sagtens være kry.

I de efterfølgende dage har kattens mave artet sig, vi er gået på grøntsager, salat og nedskæring, og alt ånder nu klar til nytåret, der begynder med gæster i aften, der bliver til lørdag.

onsdag den 23. december 2009

På vej i mål

Så kom opkaldet fra HJEGM, at han har afhentet og installeret Mormor og Effektiviteten Selv. Alle tre lød de glade over bilens blåtand.
På dagens to do liste mangler jeg vist kun rengøringen, men den har jeg solgt til Effektivteten Selv i morgen formiddag, hun skal jo leve op til sit navn.

Travlhed med stank

I dag har jeg første juleferiedag. Den står på Judenkuchengebäck, risengrødslavning, gullaschsuppekogning, juletræspyntning, tøjvask, brødbagning, rengøring, træning, indkøb, gaveindpakning, julekortskrivning og sengeopredning til Effektiviteten Selv og Mormor, der ankommer engang i aften.

Jeg ville have det lidt bedre med de huslige gøremål, hvis jeg ikke samtidig havde en kat med dårlig mave (grønt, tyktklæbende og ekstremt stinkende).

tirsdag den 22. december 2009

Koldstart

Min direktør fyldte 61 i dag. Da jeg i morges gik ind og ønskede tillykke, spurgte jeg, om hun havde haft en god morgen?

"Ja", svarede hun, "jeg var ude at bade, så nu føler jeg mig i live over det hele."


Den slags kan jeg nu alligevel godt have lidt respekt for.

søndag den 20. december 2009

Pyntepels

Jeg er ikke sådan en, der har sne-nisse-landskaber med vat og sølvpapirskøjtebane på hver ledig flade. Jeg er heller ikke sådan en, der har kravlenisser voksende ud af bogreolen.


Til gengæld har jeg en kat, som til tider kan være ret så dekorativ.

lørdag den 19. december 2009

Julefrustrationer

De andre år har jeg aldrig helt fattet andres stress over julen med dens forberedelser osv. Men i år kan jeg godt sætte mig ind i det.

Det er stadig lidt uvist med min mormor. Det går heldigvis godt fremad efter hofteoperationen, men hun er jo en gammel dame, og der skal noget træning til for at få hende helt fit igen. Sidste melding er, at hun nok godt kan komme til os i julen - og det er skønt at vide, at hun stadig har lyst til det, for det har hun virkelig. Men vi er nødt til at tage en dag ad gangen og tage beslutningerne i sidste øjeblik.

Men jeg er bedst til lister, orden, faste aftaler, alt lagt i rammer og kontrol. Og det kan jeg ikke med det her. Derfor har jeg endnu ikke fået købt ind, ikke købt alle gaverne, ikke fået lagt mine planer i detaljer, men føler mig mat, energiløs og lidt trist.

I dag kommer der dog et par venner med børn på besøg, så jeg må hellere få gang i pølsehornene, det hjemmebagte brød, mørbradbøffer, tunsalaten og hvad jeg nu ellers kan finde på i min julefortabthed.

fredag den 18. december 2009

Dyr sne

Ja, ja, nu ku overskriften jo hentyde til guftilnæsen-sne. Det gør det bare slet ikke. Den der sne, der sovser vejene til og som lige er kommet en uge for tidlig efter min mening, har da foreløbig kostet mig 230 kroner i taxa.

Et eller andet siger mig, at det ikke er gjort med det.

torsdag den 17. december 2009

Julegaveritualer

Ved siden af mit skrivebord har jeg en pose med julegaver stående. Det er gaver fra Hubbi og familie til mig og HJEGM. De har stået der siden i søndags. Jeg har end ikke overvejet at kigge på mærkesedler.

I går fortalte en kollega mig, at hun altid - lige siden hun var en lille pige - havde kigget på julegaver. Som barn fandt hun sine gaver, pakkede dem op og pakkede dem ind igen og lagde dem på plads. Det var simpelthen ikke rigtigt jul, uden hun havde gjort det.

Jeg fatter det ikke. Jeg kan næsten føle mig snydt, hvis jeg kan regne ud, hvad der er i pakken, når jeg sidder med den i hænderne før udpakning.

Det er da fantastisk, at der er sådan en forskel på julegaveudpakning. Og måske findes der mange andre facetter af det, som jeg end ikke kan forestille mig?

onsdag den 16. december 2009

Min kat er en hund

Helmut er meget glad for papirkugler - altså fx bon'er, der er krøllet sammen. Når de så bliver kastet henover gulvet, løber han efter, spiller fodbold med dem, bider i dem og jager dem vildt gennem huset.

Stor var min forbløffelse og endeløs min beundring, da han - mens jeg sad ved computeren - hoppede op på en lille kuffert, han bruger som skammel og herefter op på skrivebordet med papirkuglen i munden. Han kom med et lille hyggepiv, lagde kuglen ved siden af mig, kælede min hånd og så på mig.
Der var kun en ting at gøre: at kaste kuglen igen - og afsted løb katten, og den leg har vi nu gentaget 7 gange i træk.

Min kat!

mandag den 14. december 2009

Goethes Erlkönig i nye gevandter

Gad vide, om det ville have været nemmere at sluge sin Goethe på Uni, hvis denne version havde været tilgængelig dengang?

Rilkes Paris og Zette

Efter mit møde i Amsterdam i torsdags faldt samtalen på europæiske storbyer og naturligt nok også på Paris. Jeg har det jo noget anstrengt med Paris. Og pludselig faldt det mig ind, at jeg har det lissom Malte Laurids Brigge i Rilkes roman, der indledes med:

"So also hierher kommen die Leute, um zu leben. Ich würde eher meinen, es stürbe sich hier."

Og ja, jeg ved godt, at jeg er et forsøgsvist små-elitært docerende røvhul med dette citat, men det fylder i hovedet, og det er da suverænt. Eller hva'?

Jeg har vundet...

... på min skrabekalender.

Se bare:

En lodret række!

torsdag den 10. december 2009

Klimaso

Jeg bruger yderst nødtørftigt min tørretumbler, jeg slukker på stikkontakten til tv og pc, der dermed også kun er tændt, når der sidder nogle foran skærmen, jeg bor i et nyt velisoleret hus, jeg har et varmegenanvendelsesanlæg, så det varme vand udelukkende varmes op af overskudsvarmen fra huset, jeg skyller aldrig af, før jeg sætter ting i opvaskemaskinen, alle mine hvidevarer er A-mærkede, jeg tør altid mad op i køleskabet, og om vinteren køler jeg ting ned ved at sætte dem udenfor. Jeg er med andre ord rimelig grøn, når jeg selv skal sige det.

Men ikke i dag. I dag skal jeg flyve frem og tilbage til Amsterdam. Møde i Amsterdam kl. 11-17 lyder naturligvis lidt småkækt, men når man så ved, at det er på endnu et Hiltonhelvede, nu blot i Schiphol Lufthavn, så går det eksotiske lissom af, og personligt ville jeg i den grad foretrække, at vi talte om Hilton Kastrup eller måske bare CabInn på Frederiksberg?

Nå, men kald mig bare klimaso i dag, og skænk mig en tanke på en arbejdsdag, hvor jeg forlader matriklen 6.15 og regner med at indfinde mig kl. ca. 23. God klimadag fra klimasvinet.

onsdag den 9. december 2009

Trist

Min 90-årige åndsfriske mormor har brækket hoften. Hun skal have en halv alloplastik i løbet af i dag.
Jeg havde sådan glædet mig til at have hende her hos os i 5 juledage. Nu ved jeg ikke, hvad der sker.

Jeg er trist.

tirsdag den 8. december 2009

Gavenægter

Kender du dem, der ønsker sig noget, du bare slet ikke kan forlige dig med? I min verden er det ting som fx barbieplastiklort, automatiserede robotarme, glimmermakeup, endnu en termokande til en, man ved har 17 i forvejen, kedelige underbukser eller tape (ja, ja, det sidste var mit eget ønske en gang, fordi jeg er så dårlig til at shoppe...)

Men jeg kan samtidig godt være ret træt af mig selv over disse fordomme. Hvis det er noget, de respektive folk ønsker sig, så bør jeg vel ikke gøre mig til herre over det?

Eller jo, for filan, det gør jeg altså. Jeg nægter at indkøbe mere plastiklort, der kun bliver leget med juleaften. Så hellere købe en bog, der kan vente på at blive læst til om et år eller to. Nå.

søndag den 6. december 2009

Drømmetydning frarådes

I nat havde jeg endnu engang en klam drøm. I drømme stak jeg nemlig helt tilfældigt hånden ind under mit skrivebord og mærkede, at der sad noget tapet fast op under bordpladen. Da jeg løsnede det og hev det frem, viste det sig at være to brugte hygiejnebind (med vinger). Jeg havde ingen anelse om, hvem der havde sat dem der.

Hvad fanden er meningen med at drømme den slags klamheder?

fredag den 4. december 2009

Fødselsdagsmenu

I dag står jeg i køkkenet. Altså ikke lige nu, der sidder jeg jo lissom foran skærmen. Men her klokken knap 10 har jeg allerede stået i køkkenet i over 1½ time. Det er skønt.

HJEGM bliver en bedaget herre på 4+1 år, og det skal fejres i aften. Derfor kommer hans familie, og vi bliver 10 om middagsbordet. Jeg har heldigvis kunnet bytte min fridag, så nu er hele dagen i ro og mag afsat til køkkentjans.

Foreløbig er dejen lavet og bagt til de sædvanlige rejeroulader. Friskosten er rørt op med citronpeber og rigelige mængder purløg. Lige nu lumrer rouladedejen under våde viskestykker, så den bliver medgørlig i rulningen. Når de er kølet helt, smøres friskostpurløgsblandingen på, og der lægges rigeligt grofthakkede rejer over. Pladen rulles til roulade, overføres med nænsom hånd til plastfilm og trækker i køleskabet indtil i aften, hvor den skæres i skiver, portionanrettes på iturevet rucola og garneres med flere rejer. Det var så forretten.

Hovedretten består dels af dobbeltbagte kartofler, der lige nu bages første gang i ovnen. Om en halv times tid er de færdige, og de skal køle, før de skal af med indmaden, der røres med et eller andet, jeg lader mig inspirere af, når jeg når så langt i processen. Indmaden tilbage i skallerne, der toppes med lidt revet ost, og de er klar til en opvarmning i ovnen før servering

Til de dobbeltbagte skal der være ølbraisserede svinekæber. Jeg har 2½ kg kæber liggende i køleskabet, snart skal de gås efter, evt. pudses af, og herefter brunes kraftigt. Denne gang kommer de så i ovnfast fad, og jeg koger panden af med Santa Ale, hvidløg, sirup og lakridspulver. Sovsedyret ned omkring kæberne, der dækkes med stanniol og så ellers ca. 3 timer i ovnen.

Og så er der snydt. Vi har bestilt broccoli- og fetasalat fra Det Sunde Køkken. Jeg orker ikke at fedte med salaterne også.

Dessert? Tjohh, noget med gode chokolader, clementiner, pebernødder, danske friske valnødder, irsk kaffe og måske en cocktail.

Og mon så ikke familien og værtsfolkene er mætte?

torsdag den 3. december 2009

Kugleklipning

Nu kunne den opmærksomme bloglæser jo nok tænke, at overskriften hentyder til noget avanceret julegøglskreativitet i stil med hjerteklipning, kræmmerhuserulning eller stjernefletning.

Men næh, nej. Her er der tale om, at Hr. knap 5 måneder gamle Helmut Museberg i går følte sig så kønsmoden, potent og dominant, at han skulle lave en pæn stor kattepissø på gæstesengen (som altid står redt med dyner osv under sengetæppet). Ikke umiddelbart et stunt han blev populær på. Det gav en hulens masse ekstra vasketøj og rengøring.

Desuden fører det med sig, at der i dag bliver bestilt hos dyrlægen til, at det lille møgdyr får klippet bollerne.

onsdag den 2. december 2009

Lys-lir

Over hos Berliner blev jeg lige inspireret af hendes indlæg om julelys.


Derfor bliver jeg da nødt til at dele med jer, at jeg i mit køkkenvindue har en julelyskæde, der ikke alene kan tændes og slukkes, men faktisk også kan dæmpes. Desuden foregår alle disse funktioner udelukkende pr. fjernbetjening over IHC'en.
Jo, jo, man er vel elektriker-hustru.

Vil du være min sofapude?

I går på arbejdet udspillede der sig følgende ordveksling:

Kollega: Ved du, hvad du minder mig om, når du har den vest på? (sort- og hvidmøstret vestting, red.)

Mig: Næh, da, hvad?

Kollega: Du minder mig om min sofa!

Mig: What?

Kollega: Jo, jo, jeg har lige købt kæmpestore nye sofapuder i sort og hvidt, de minder om din vest!

Mig: Det er jeg altså ikke sikker på, er et kompliment?

Kollega: Jo, jo, de er rigtig flotte, de er fra Ikea, det er design.

Mig: Øhhh....