onsdag den 2. december 2009

Vil du være min sofapude?

I går på arbejdet udspillede der sig følgende ordveksling:

Kollega: Ved du, hvad du minder mig om, når du har den vest på? (sort- og hvidmøstret vestting, red.)

Mig: Næh, da, hvad?

Kollega: Du minder mig om min sofa!

Mig: What?

Kollega: Jo, jo, jeg har lige købt kæmpestore nye sofapuder i sort og hvidt, de minder om din vest!

Mig: Det er jeg altså ikke sikker på, er et kompliment?

Kollega: Jo, jo, de er rigtig flotte, de er fra Ikea, det er design.

Mig: Øhhh....

4 kommentarer:

kattesitter sagde ...

Det får godt nok en til at føle sig blød og omfangsrig.

Zette sagde ...

Ja, jeg tænkte nu især på det sidste, selvom en anden kollega sagde noget, om vedkommende så fik lyst til at kramme mig, eller hvad...

Piskeriset sagde ...

Det er et kompliment (ganske vist et dårligt, men...), og det skal man suge til sig med det samme, for her i Jantelovsdanmark hænger den slags ikke på træerne!

Meeen ved lejlighed skal du nok 'arbejde' lidt med kollegaen, så vedkommende lærer at finpudse sin rose-teknik...

Zette sagde ...

Piske: Jeg er ret sikker på, du har ret i, at det var et kompliment fra hendes side. Hun var nemlig pænt glad for de der puder.... Og jeg ku da heller ikke lade være at smile. Ret beset kunne det have været værre, hvis hun havde sagt noget i stil med at min lugt mindede hende om en gammel ost hun lige havde købt eller noget i den stil.