lørdag den 2. januar 2010

Elg på norsk

Vores norske venner er nu draget nordpå. Der er sne deroppe. Her til morgen hørte jeg kommentaren: Jååh, ny er det jo blen vår ute! Det var noget med vores 5 graders frost, der vel nok føltes som forår i luften, når man har forladt Oslo i 25 minusgrader - og 70 cm snö.

Nå, men der var elgstek i går, var der. Det viste sig at være en yderfilet, der blev brunet godt af, lagt på rist i ovn ved 125 grader i 2½ time. I bradepanden kom mælk kogt op med vand, enebær, gulerod og løg. Hver halve time blev elgdyret penslet med smør. Da elgen var 3 grader fra færdig, kom den i alufolie og satte sig i 20 minutters tid. Der var ovnbagt potatismos med hakkede valnødder plus broccoli og gulerod til. Bradepandeskyen blev siet, tilsat kulør, jævnet og så kom der et skævt fløde, et par skefulde römme (her måtte vi ty til dansk cremefraiche) og og og da da: gedegouda i. Så var der mad. Det var godt, det var tungt (måske på grund af mængden?), men fedtfattigt bortset fra sovsen. Og hov, der var naturligvis også ribsgele til, selvom det eftersigende burde have været tyttebærsyltetøj, men det kunne mit køkken ikke lige præstere.

Jeg er nu den heldige indehaver af 10 stk 400-grams pakker med hakket elgkød - det skal bli godt, når jeg skal i gang med en fedtfattig januar-hamburger a la vildt.

Efter maden smagte vi på en anden gave, som de norske bragte med sig. Nemlig æblemost fra Ringi. Den norske gutten vi kender har været med til at udvikle lidt på deres æblepresse, og det lille fine mosteri begyndte med en årsproduktion på sølle 500 flasker, og efter få år er de nu oppe på 250.000 flasker. Det er det rene sundhed at skrue låget af en flaske Ringi-most, der hver indeholder 1 kilo pressede æbler. Det virkelig raffinerede er, at æblesorterne presses for sig, så vi i går kunne sammenligne Lobo med fx Ingrid Marie, hvor hverken farve, duft eller smag har nogen lighed med hinanden. Meget dejligt, og så er der 9 flasker mere af den gudelige drik i mit skur.

Det har været dejligt med norsk besøg. Mye mat, mye alkohol, mye snak, mye koseligt!

Bonusoplysning: Elgkød skal hænge i fyrregradsdage, hvilket vil sige, at det skal hænge 40 dage i 1 grads kulde eller tilsvarende 4 dage i 10 graders varme. Ja, så ved du det til næste gang, du har en elgko hængende i skuret!

3 kommentarer:

Bibbi sagde ...

Jeg får helt lyst til et glas god kælderkold æblemost :oP
Dejligt at du får mulighed for at sammenligne sorter. Det er lidt vildt at der er så stor forskel! Jeg sammenlignede 3 forskellige i sommers. Men bare indenfor samme sort, kan der jo være stor forskel fra høst til høst.
God fornøjelse med din vilde ko ;o)

Dana Watsham sagde ...

Arrrh, det ku' du ikke være bekendt! Jeg ELSKER elg - og den nabo der drog til sverige og jagede elg to gange om året er desværre på plejehjem nu og ikke aktiv jæger mere.
Kan se jeg må ud og kultivere nye elgjægere. Mit mundvand insisterer ...

Zette sagde ...

Bibbi: Det er super godt med sådan engang most. Man skulle tro, det var ret usundt, nu det smager så godt. Du har ret, der er stor forskel, og det gør det ikke mindre godt.

Dana: Jamen, du må da kunne skaffe dig nogle norske - eller svenske - bekendte, så kunne du tilbyde lidt dansk svinekød med egen hud - eller måske billig alkohol? - og så kunne de lige kvittere med noget elgkød.

I går fik vi rester varmet i sovsen, ser ikke nydeligt ud, men det smagte fantastisk!

God jagt.