onsdag den 31. marts 2010

Pakkepost

Der er ikke meget oplivende ved en feriedag, hvor vejret er strømmende med vand, tunge grå skyer og kølighed.

Men det er rent livsfornyende faktisk at være hjemme, når pakkepostbuddet kommer med den hårdt tiltrængte pakke fra Perchs. - Og ja, jeg ved godt, blogland foretrækker Kusmi, men i dette tilfælde står jeg helt uden for blogland.

Der kom Earl Grey - af den rene slags med kraftig bergamottesmag, der kom Appelsinte, der er uundværlig i mit aftentesortiment, der kom for første gang Forbedret Morgente.

Og som et forkælelsespåskeæg til een sæl, kom der de sprøde ingefærsmåkager.

Gæt lige, hvad der står på bordet ved siden af den snart accepterede Shiba?

tirsdag den 30. marts 2010

Slag i mørbraden

Nogle gange sker der bare noget godt i mit køkken. I går var sådan en gang.

Jeg snuppede en svinemørbrad, som jeg skar et snit i. Faktisk skar jeg utallige snit, så jeg endte med et åbent fladt stykke kød, der kunne få nogle kraftige håndrodsslag. Der kom et par fede skiver Maasdamer på den ene halvdel og et enkelt stykke parmaskinke over. Så blev køddyret foldet sammen til et trekantsligende stykke kød, før jeg lukkede siderne med flere skiver parma.

Sauterpanden blev varmet godt op med godt fedtstof, og mørbradstykket blev brunet kraftigt. Herefter slog det mig, at der da måtte lidt væde ved. Mandag er ikke øldag, så resolut snuppede jeg cognacflasken og en pæn skvæt blev pøst på dyret. Simrede 25 minutter under låg. Hvilende under låg i ca. 10. Den stegesky var ret okay at væde kødet i.

Tilbehør? Jamen det blev da grønt: Iturevet ruccola, tyndtskårne pærer med hud, en gavmild håndfuld danske valnødder og en omgang soltørrede tomater, der havde hevet et par døgn i appelsinjuice og masser af mast hvidløg. Tilbehøret var dermed bittert og sødt, stærkt og sprødt.

Billede? Nix, vi åd rub og stub, og det skete hurtigt.

mandag den 29. marts 2010

Progressivitetens nye medlem

Det er lykkes mig. Jeg har helt selv flyttet min kalender, min indbakke og min adressebog fra en pc til en anden. Ved hjælp af noget importer/eksporter-noget.

Okay for andre er det måske ikke ret fantastisk, men i min verden betyder det faktisk, at jeg nu kan stille den gamle datamat i skabet og måske komme til at holde af den nye shiba!

Yiiihhhaaa - forward, here I come!

Konservatismens tro støtte

Jeg har købt ny mobil, da den anden jo fik kvababbelse og ikke kunne reddes. Det tog 2 dages hidsig aggressiv næsten grådkvalt kamp, før jeg blev glad for den nye. Jeg skulle jo have importeret min tyske ringetone, min smslyd i form af et fantastisk host, jeg engang præsterede og tusind andre småting, for at jeg kunne holde af den. Men nu er jeg glad, den er faktisk ret fed, og den har altså et par punkter, hvor den er bedre end den gamle.

Min gamle pc er 4 år, og jeg har siden 1994 købt pc præcis hvert 4. år - af behov ikke af princip. Men nu var det så tid igen. Ny pc er indkøbt. Det får mine tilvænningsproblemer med mobilen til at blive meget ubetydelige.

Der er tale om hidsighedsstress bag skærmen. Intet ser jo ud som det plejer, word kan ikke finde ud at lukke filen på ctrl+w, min webbank skal overføres, favoritterne skal gendannes, der skal sorteres i de gamle filer og der skal tages stilling til, hvad der skal dø med pc'en. Jeg skal have gjort op med mig selv, om jeg kan undvære Outlook, jeg skal vænne mig til en anden skærm, lyd og puhhha.

Jeg kan altså bare bedst li, når det hele er som det plejer.

lørdag den 27. marts 2010

Forårsfornemmelser

Når man bare er en bækilling, skal man lære, hvordan man begår sig i godt vejr:

Og så er der sommerfugle, humlebier og fluer, der skal jages og smages.
Men man skal heller ikke blive for kry, for så er der slagfærdige Tøbtingspoter på lager.

tirsdag den 23. marts 2010

Hårdtandet kærlighed

Jeg er helt klart Bækillingens yndlingsmenneske. Han accepterer Ormen, er nysgerrig, men Ormen har selv kat, så hun er da ligeglad med ham. Tydeligvis føler Bækillingen sig forsmået, tilsidesat og jaloux i Orme-weekenderne. Det plejer at manifestere sig i turboæltning af hans yndlingsmenneske om natten, når Ormen ikke er i nærheden og ellers en gåenrundtogværefornærmet i løbet af dagen.

Søndag morgen kom Ormen - på opfordring - op ved siden af mig i sengen til lidt morgenstille vågnenusseri. Bækillingen sad i vindueskarmen og fægtede med en pote, klar til hyggeriv og fangeleg mod hår og hånd. Da jeg koncentrede mig om Ormen, hoppede Bækillingen ned fra vindueskarmen, gik ned imellem HJEGM og mig i sengen og bed mig så resolut i mit bedste skinneben, der lå ud for dynen.

Så kan jeg vel lære at dele min gunst?

mandag den 22. marts 2010

Tidsindstillet selvkontrol?

En time efter vi havde afleveret Ormen efter vores første fulde aflastningsweekend kom det til mig:

  • Racermave
  • Feber
  • Nys på nys
  • Snotproduktion i kaskader
  • Tør, vedvarende hoste
Gad vist om det var en tilfældighed eller blot udtryk for mit overjegs uovertrufne selvkontrol? Først når Ormen er leveret, er der tid til sygdom.
Kroppen er forunderlig.

søndag den 21. marts 2010

Få middels underholdning

Dyrt legetøj, tivoliture, burgerbarshejs og den slags er ikke nødvendigt, når Ormen er på besøg.

Jeg investerede i en pakke toastbrød, så kørte vi til Kronborg, hvor vi i Indre Voldgrav fodrede svaner, ænder og desværre også en djævlens bunke måger.

Ormen kastede ivrigt brød i voldgraven uden at skvatte i vandet, og i det hele taget var der god underholdning for 3 personer for 8 kroner.

fredag den 19. marts 2010

Bækillingens bædrifter

Helmut Museberg er ved at blive en stor killing. Han er jo bæige i farven og har desuden stadig tendens til at have en lille hårindkapslet pølse under haleroden, så derfor lyder han som regel navnet: Bæ-killingen.

Men nu er han blevet en stor mif. I dag var der for første gang ikke gevinst i kattepotten. Da fødeindtaget ikke er stagneret, vil det sige, at bækillingen enten er begyndt at besørge udenfor, eller også ender det med en eksplosion, man ikke vil vide noget om.

Forresten levede killingen også op til sit navn ved følgende stunt. Mandag morgen før afgang til arbejde, havde jeg trykket en lille hyggelig morgenkage (jeg bruger primært menneskepotten med skyl), jeg havde netop rejst mig og havde trykket flush-knappen ned og stod nu for at skulle lukke pottelåget. I samme nu kommer bækillingen i fuld firspring, overser det åbne pottelåg og lander derfor i vandombruste fækalier og brugt papir. Ydermere forfejler han springet så meget, at pottelåget klapper i. Men jeg er jo hurtig i vendingen, får låget smækket op og bækillingen springer med dryppende halekost op ad potten. Ganske lykkelig for al den skægge spænding, han har været igennem.

Jo, jo, han er i sandhed en bækilling.

Sang og Sushi

I onsdags indfriede Effektiviteten Selv endelig sin fødselsdagsgave. Jeg havde nemlig givet hende og mig en tur i den fine bygning, hvor vi sammen med ca. 1900 andre sang for fuld hals. Det var et par skønne timer.

Slapt nok har jeg ikke tidligere været i Koncerthuset, men hvor var det dog skønt - bortset fra den ikke-eksisterende benplads. Det var et smukt rum, med fantastisk lyd - i hvert fald for mine utrænede ører.

Mens vi skrålede løs sammen med Benny, Povl og Dodo, jagede HJEGM mad. Han nedlagde en omgang fænomenal sushi, som blev indtaget i Fredby med måske nok lidt for rigelige mængder hvidvin.

Effektiviteten blev i Fredby og levede op til sit navn ved at afrime min fryser. Hun er rar, er hun.

Ormen til steg med rødbede

Jeg var på udkig efter en annonceret rullesteg med persille. Den kunne dog ikke lige lokaliseres i lokalbiksen, så jeg tyede til en hel kamsteg for 50 kr.

Jeg har en plan om, at den skal laves helt traditionelt med sprød hud, og så har jeg fundet inspiration til en rødebedesalat her. Den bliver nok reduceret lidt i mængden, men godt skal det blive.

Ormen kommer i denne weekend, og jeg tror i hvert fald stegen blir et hit. Jeg kan allerede høre hendes "Mer' kød'er!"

mandag den 15. marts 2010

Er Outlook udgået?

Jeg har købt ny bærbar. Jeg har en ny fin Officepakke, men Outlook indeholder den ikke længere. Jeg er naturligvis dybt gammeldaws, men jeg vil faktisk gerne have Outlook med kalender, mail og hele svineriet. Men kan jeg finde den på Mikrobløds hjemmeside? Nix, jeg kan finde en masse om, hvordan jeg bruger programmet og guided tur i de mest mystiske finesser, men køb online, nix.

Er Outlook outdatet? Eller kan en eller anden give mig et link til noget onlinekøb?

Takker!

lørdag den 13. marts 2010

Et vidnes dilemma

Jeg har brug for hjælp til at løse et dilemma. Jeg er splittet mellem min fandenivoldske, det-er-du-selv-ude-om og min kærlige hensyntagen. Det er jo en kendt sag, at en stor del af den danske befolkning sover fjernsyn hver aften. Jeg hører ikke selv til den del af befolkningen, for jeg kan faktisk godt mærke, når jeg bliver træt (hvilket er en stor fordel i trafik- og arbejdssituationer). Der er jo også så meget, der skal gøres inden man kan sove: Linser skal af, tænder skal børstes, blæren skal tømmes, (fredags-)hvedeølsglasset skal i køkkenet, osv. Men ikke alle har åbenbart den slags behov, og så er det jeg har brug for hjælp til hvilket senarie, der bør følges.

Senarie 1: Din partner sover fjernsyn på sofaen. Du ser selv - vågen og alert, som du er - resten af det, du gerne vil se. Nu er du på vej i seng. Du slukket tv'et, lyset og skrider i seng uden at forsøge at få liv i din partner, mens du godter dig over, at vedkommende i morgen vil have stiv nakke, ondt i ryggen og være småforkølet af at have sovet uden dyne. HA!

Senarie 2: Din partner sover fjernsyn på sofaen. Du ser selv - vågen og alert, som du er - resten af det, du gerne vil se. Nu er du på vej i seng. Du slukker tv'et, kysser din partner kærligt på panden, blidt og nensomt fortæller du, at det er tid til at gå i seng, at dynen og madrassen vil være langt mere behagelig end sofaen. Du stryger kærtegnende partneren over kinden indtil vedkommende vågner og daffer i seng. Du vil have det godt med, at du har reddet din partner fra stiv nakke, ondt i ryggen og begyndende forkølelse. I falder i søvn med hinanden i hånden.

Hvilket senarie udspiller sig i dit hjem?

fredag den 12. marts 2010

Out of reach

Nu har jeg da i det mindste bestilt en ny telefon. Den er ikke fancy, men jeg kan li skærmen, at den kan foldes ud og ikke er mikrolille. Og naturligvis er sådan en oldsag ikke på lager.

Med god vilje, hiv og sving er jeg mobil om en uges tid.

Og når nu man ikke er mobil, kan man vel lige så godt gro fast i sofaen og drikke en fredagsøl?

torsdag den 11. marts 2010

Mobil harme

Min elskede 6131 er lidt sløj. Eller måske er den ikke sløj. Det kan afgøres, når HJEGM kommer hjem med en telefon, hvor jeg kan teste mit sim-kort. Hvis simkortet er godt i en anden phon er det min elskede 6131, der har taget billetten efter kun 2½ år. Jeg frygter det værste.

Jeg ringede til min udbyder for lige at høre. Her var der en finke, der forsøgte at være flink. Hun viste bare ikke den rette sympati for min sorg over evt. at skulle miste min elskede. Hun sagde dog, at de havde en fin 6303, der faktisk var magen til min elskede.

Jeg har sgu umiddelbart ret svært ved at se ligheden mellem 6131 og 6303. Men naturligvis begynder de begge med tallet 6 og er begge fra Nokia.

Med blikket vestvendt

Jeg har booket et sommerhus. Jeg vil til den danske vestkyst. Jeg vil besøge Fanø og Rømø, hvor jeg aldrig har været. Jeg vil være i køreafstand af den ultimative fiskehandler.

Men fremfor alt vil jeg kunne nyde solnedgangen fra terrassenover et køligt glas hvidvin.
At huset så er lillebitte, er vel kun charmende? Jeg har brug for udsigt, hav og vidder - ikke indendørs luksus. Jeg glæder mig allerede, selvom der er længe til juni!

mandag den 8. marts 2010

Århus kalder

Efter en halv arbejdsdag går den direkte over i togtur med rare kolleger. Der skal køres til Århus, for den står på heldagsseminar på Skejby i morgen.

Jeg ved ikke meget andet, end at jeg besidder en pladsbillet, skal indtage aftensmad her (sku jo lige tjekke ølkortet) og skal sove her.

Nå, resten sker vel af sig selv?

søndag den 7. marts 2010

9100 kr. til hvad?

Skattefar har lovet at give mig penge tilbage i skat. Igen. Han har besluttet, at jeg skal forsøde mit liv med 9100 kr. Jeg vil da gerne være med til at spendere, myrde f-grisen, holde hjulene i gang og forbruget oppe. Jeg har bare ingen anelse om, hvad jeg skal bruge pengene til.

Forslag?

lørdag den 6. marts 2010

Stenkast

Før vi afleverede Ormen, smuttede vi forbi Nivå havn for at se på drivis, ænder, måger, skibe, både, joller, pramme, biler, vand, sol og tadadaaaaa: Sten!

Der er bare noget super fedt ved at stå på en strandbred. Selv i strid, iskold kuldegradsblæst er det dybt fascinerende at kaste sten i bølgerne. Både for børn og for voksne.

Jeg kan ikke forestille mig, at nogle kan tøjle denne trang. Det må være en urtidsdrift.

fredag den 5. marts 2010

I Ormens tegn

Eftermiddagen og den foreløbige aften har stået på Shrek den tredje (blandet succes), Girafpuslespillet (stor succes), broccoli (moderat succes) og røget laks (uovertruffen succes = go' køder!).

Så ringede naboens knægt på og skulle låne grillbriketter, og Ormen var straks klar til at blive introduceret, da jeg fortalte, at det var Andreas, replicerede Ormen straks: "og Kaj!".

Nu er der så ingen vej udenom 15 minutters Kaj og Andrea på Oline, så er det badetid og så sovetid.

Et eller andet siger mig, at det ikke kun er for små Orme, det er tidlig bedtime. Jeg tror måske, der er et par voksne på matriklen, der kan mærke tidlig mathed i kroppen.

God fredag!

onsdag den 3. marts 2010

Drukfældig kontakt med egne behov?

I aften var der købt ind til broccolisalat m/tranebær, ristet chorizo, croutoner og måske lidt nødder. Hertil var der påtænkt at nyde en røget Laksefilet Royal Premium Upperclass Something.

Da vi nåede hjem havde vi dog - i lighed med kattedyrene - fået forårsfornemmelser, og det blev til en delt Saison Paaske i alrummets fulde sol og 26 grader.

Og så var det, det skete: Behovet efter mere øl og en lettere chipsanretning (American Grill, Saltstænger og Peanuts) viste sit grimme ansigt. Hermed blev ovennævnte broccoli-lakseanretning udskudt til i morgen.

Nu vil jeg så gerne have svar på, om vi er nogle taberagtige alkoholiske sutter eller bare er enormt meget i kontakt med vores indre behov (altså bajer og chips)?

tirsdag den 2. marts 2010

Taxamystik

Gårs-dagens besøg i broderlandet bød på lidt taxakørsel. Os danske snuppede en vogn fra Centralstationen til Sjukhuset, og vi fik straks at vide, at det var fast pris. Der var vel ca. 3 km. Og det kostede 49 devaluerede svenske kr.

De norske deltagere havde overnattet i Malmø og havde aftenen før med møje og besvær fundet en taxa, der ville køre dem det mikrostykke, der var mellem Centralstationen og deres hotel. Men det var sjask, blæst og kulde, så de ville ikke gå. Endelig fandt de en chauffør, der ville køre de vel højst 500 neter. Her var også fast pris. Den lød på 150 kr. Jowjow.

Da de danske skulle vende hjem til moderlandet igen, var der bestilt en taxa fra Sjukhuset til Centralstationen. Taxameteret stod på 65 kr, for her var ikke fast pris. Til gengæld sagde chaufføren, da vi nåede stationen, at vi da kun skulle betale 25 kr. for det skulle have været et andet taxaselskab, der skulle have kørt turen. Arj? Den lod vi ligge.

Men tænk, at man i Malmø kan køre 3 km i taxa for 49 SVENSKE kroner, når det i DK koster mig 42 at sætte mig ind i en forudbestilt vogn, uden vi rokket os en milimeter.

Strange.

mandag den 1. marts 2010

Deftiges Essen

Mange siger, at tysk og østrigsk føde er tungt og solidt. Det kan der være noget om, selvom jeg nu er stor tilhænger af en ordentlig schnitzel (Kalb natürlich).

Men hvorfor siger man ikke det om svenske måltider? I dag var jeg til møde på Skånska Sjukhuset i Malmø, og vi daffede alle 14 til frokost i kantinen. Her havde de aflyst til annoncerede Kåldolmere og menuen stod i stedet på:

  • En kæmpe øse potatismos
  • 2 gedigne skiver flæskestegsligende udskæring (uden svær)
  • 1 spsk ubestemmelige, småthakkede grøntsager
  • Lingon fra monsterspandene ved siden af lugen med udlevering

Jeg indtog dette udsøgte eller dette måltid kl. ca. 13.30 - jeg er på ingen måde færdig med at fordøje...

Guten Appetit!