tirsdag den 28. september 2010

Vil du ha fingrene i min dåse?

Er der noget galt med ovenstående spørgsmål?
Det er vel okay, når man samtidig rækker en dåse med lakrids frem?

Eller var det alligevel en forkert formulering, når det er ens mandlige chef, der står foran?

Døm selv.

mandag den 27. september 2010

Mikroovnsgastronomi

I lørdags lod jeg mig inspirere. Alene traileren om at lave 14 retter til 11 personer fra det gastronomiske selskab på 1½ time lød jo for godt.

Og nu er det testet. Konklusion: Det holder.

Jeg tog udgangspunkt i årstidens smukke spidskål, der blev skåret i skiver på tværs. Der kom lidt godter med hjem fra fiskemanden, og ellers lod jeg mig føje af køleskabets rester. Det kom der en lille håndfuld småretter ud af. Både HJEGM og én sæl synes, at resultatet var vældigt vældig.
Det blev til:

  • Spidskålsskiver klattet til med flødeost naturel. Efter ovnturen kom der en pæn skive røget laks på og lidt hakkede mandler
  • Spidskålsskiver klattet til med flødeostnaturel og stykker af den krydrede, tørre ølpølse fra den lokale slagterdame
  • Spidskålsskiver med persilledrys og strimler af rå lyssej, stænket med olie og salt
  • Spidskålsstrimler stænket med sesamolie

Samlet ovntid for alle retter: 6½ minut. Ingen gryder til opvask, ingen usund stegeskorpe, men meget stor glæde og mæthed.

lørdag den 25. september 2010

Rejer, bønner og svin

Jeg har det bedre - kan ikke tro, at det var de to karlspesjal, som jeg hældte i mig i går aftes - tror måske nærmere på den lille febernedsættende pille ting, jeg slugte.

Nå, men vi holder fast i middagsgæsterne i aften, så jeg står egentlig i køkkenet. Og menuen blir:

Rejeroulade på frisk spinat

Klassisk kamsteg på grillen
Bønnesalat med sorte og kidneybønner, feta, rød peber og persille. Dressing af cognacsennep, kraftig olivenolie, røget paprika og hvidløg. Tak for bønneråd til fru Klid.
Nybagt brød med solsikker, hørfrø og feta

Irsk kaffe, chokolader

Drinks og chips.

Hvorvidt aftenen garneres med singstar eller trivial, se der lader jeg tilfældighederne råde.

God lørdag!

fredag den 24. september 2010

Hvad kan sprut slå ihjel?

Nu er jeg jo lissom stadig i gang med snot, småfeber, øm hals og tungt hoved.

Hyldebærsaft, te, varm chokolade, kradse-knækbrød og almindelig kost er da alt sammen meget godt, men findes der ikke mere virksomme midler til at styrke mit immunforsvar?

Burde jeg fx drikke mig totalt i hegnet i aften, og vil jeg så være kureret i morgen?

Nogen, der har erfaringer med det?

torsdag den 23. september 2010

Bytte bytte købmand

Haves:

  • Klamhed pande
  • Grønlig, tyk substans i næsebor
  • Smertende halsåbning
  • Hammertungt hoved
  • Umætteligt søvnbehov

Ønskes:

  • Tør, rosenvandsfrisk øvre ansigt
  • Frie luftveje eller som minimum trilbare bussemænd
  • Ubesværet synkerefleks
  • Lette fjed
  • Energi

Billetmrk: 2010-41

Anyone interested?

onsdag den 22. september 2010

Hvor rå kan man blive?

Vi er netop færdige med de obligatoriske onsdags-pastasløjfer med kødsauce. HJEGM fjoller lidt og siger med vægt i stemmen: Jeg er K., og jeg er lidt for rå!

Frk. Fisenknast svarer prompte: Løg!

Så kan han vel lære det.

tirsdag den 21. september 2010

Blå lagune coming up

Om halvanden uges tid har jeg møde på Island. Ikke et møde jeg ser frem til med stor entusiasme.

Til gengæld glæder jeg mig allerede nu enormt til et gensyn med det uigennemsigtige hvidblå vand. Uhh, at sidde i de ca. 38 grader med kroppen, mens iskold vind og småregn formodentlig pisker mig om ørene.

Godt jeg fik kringlet en senere hjemtransport, så jeg kan slutte mødet af med en positiv oplevelse.

mandag den 20. september 2010

Selvaktivering

På sådan en regnvejrsdag kan en H. Museberg have brug for aktivering. Hvis hans foderdyr ikke gider kaste papirkugler, så kan man vel selv gå på jagt efter dem.

lørdag den 18. september 2010

Fra børn og fulde folk

Vi skulle et smut forbi svigermor.

Ude ved bilen foran huset før vi kørte, kom jeg til at slippe en lille pikant pigeprut. Hvor efter Frk. Fisenknast med skingrende 4-årig tøserøst udskreg: Du slog en prut, Zette, du slog en pruuuuut!
Jeg er jo ikke sart, men kunne alligevel ikke sige mig fri for at forsøge at dæmpe pigebarnet, da jeg i det samme hørte naboen fnise bag hækken.

Point scorede Frk. Fisenknast dog, da hun hos svigermor så vores bryllupsbillede. Hun kiggede og udbrød: Du er en prinsesse, Zette. Jeg må jo give barnet ret, hvorefter hun tilføjer til HJEGM: Og du har sløjfe på!

Måske er det grunden til, at HJEGM kun sjældent er iført butterfly.

torsdag den 16. september 2010

Omvendt Jussi

Jeg læser - som mange andre - Jussi fortiden. Men hvorfor lykkes dig mig altid at få fat i den slags serier i omvendt rækkefølge.

I formiddags blev jeg færdig med Flaskepost fra P., og ca. en time er vel max den tid, jeg kan modstå den idag-lånte Fasandræberne.

Hvornår jeg så får læst den første i serien, er jo ikke godt at vide, men det er virkelig en kedelig ting med den omvendtslevske bakkesnagvendt tendens.

onsdag den 15. september 2010

Slap off, for megalol

Jeg har lige været på den skønne side og teste min sproglige alde. Resultatet blev, at jeg var småkedelig, der nogle gange forsøgte at være ung med de unge, og min sprogalder blev opgivet til 40+. Det passer jo som Hans i Grete.

Og godt nok kan jeg li sprogblomster, men mon ikke, der går lidt tid før jeg siger sætninger som: Den slice smagte da for voldfråderen eller Jeg ownede dig for sygt.

Prøv selv din sprogalder og meget andet nice megalol her.

søndag den 12. september 2010

Zette in the skype with diamonds

Ihhh, jeg har lige skypet for første gang.

Ja, ja, jeg ved, jeg er pænt langsom, men hold da op, hvor var det fedt at sladre 5 kvarter med en sød, hollandsk kvinde, som jeg ser for lidt til og taler for lidt med.

Webcam og lyd fungerede upåklageligt, og da selv Helmut Museberg kom forbi for at lade sig beundre, så var der da ikke en trusse tør mellem Fredby og Almere.

Da Mormor åd wasabi

I anledning af fødselsdag havde jeg i går inviteret familien på den lokale kombinerede running sushi og kinøjserbuffet. Efter succesen sidste gang var det på tide at vende tilbage.

Familien bestod blandt andet af min 91-årige mormor. En lille bitte kone på ca. 150 cm og knap 40 kilo, men skarp og med god appetit. Jeg var bekymret for, om hun kunne komme op ad trappen til restaurantens høje første sal, og vi havde en nødplan med guldstol i baghånden. Det blev dog ikke nødvendigt, op smuttede hun, lagde jakken og proklamerede, at hun lige ville gå ned igen for at benytte toilettet.

Der blev hentet fra kineserbuffeten til hende. Hun påstod hun var mæt efter første portion, så de tre andre tallerkener, der gled ned var nok bare noget, vi andre fantaserede os til, hun spiste.

Hun kan godt li mad, der smager af noget. Jeg introducerede hende derfor til wasabi og ville fortælle, at hun lige skulle smage en lille knivspids, men før jeg fik talt færdig, satte konen sin krogede klo i hele klumpen på tallerken - her taler vi om en klat på størrelse med en velvoksen valnød - stoppede den i munden, så lidt betuttet ud, tyggede godt og grundigt på den og sank den så.

Respekt!

Vi andre sad og gloede, nærmest mundlamme, mens vi først så lidt vand i hendes øjne, og derefter en let rødmen i kinderne. Men. What doesn't kill you, makes you som bekendt stronger. Jeg troede ikke, det var sådan noget, som hun sagde, men det smagte da meget godt.

Jo, jo, jeg har stærke gener på den mødrende side.


Ps. Restauranten var så idiotisk at gøre opmærksom på, at Møgbarn2 på 11 år kun skulle betale halv pris for kinøjserbuffeten. Det blev tilsætning for dem, for knægten er konkurrencesvømmer og hans skulderpar,ti er bredt som en okses. Hans appetit er intet mindre end imponerende.

torsdag den 9. september 2010

Blege numser og små læber

Det kan godt være, at jeg ikke er i målgruppen med min fremskredne alder. Men jeg tager godt nok håret af for klubværelsets redaktion.

Et er, at de tager emnet kønsdelsforskønnelse op, men at de samtidig bruger sig selv som forsøgspersoner til analblegning og gynækologisk vurdering af eventuel skamlæbereduktion - alt for åben mikrofon - det kræver altså en rimelig portion mod.

Klimakset blev nået, da den ene værtinde bad sin kæreste om at vurdere, hvorvidt analblegemidlet havde virket efter kun 4 dages brug.

Du kan jo selv høre.

Fejring

Flag på bord, hvidvin i glas, vitello tonnato på tallerken, blomster i vase, sang og hurra, uventede komplimenter, god energi og ønskede gaver.

Det der fødselsdag er slet ikke noget dårligt princip!

tirsdag den 7. september 2010

Sort eller orange?

I morges kørte jeg med en taxachauffør, der i den grad var i hopla. Jeg skulle sådan set bare fra min hjemadresse til stationen, og da jeg satte mig ind i taxaen, udspillede der sig cirka følgende dialog:

Chafut: Hej, hej, hvordan går det, har du det godt?
Zette: Jo, tak
C: Jamen, jamen, hvad er der dog sket, hvad er der i vejen, det er da skidt?
Z: Jeg har bare leddegigt, så det er sådan her om morgenen
C: Nåmen, har du det ellers godt?
Z: Jo, tak da, jeg er lidt træt, men...
C: Nå, nå, det er jo skidt, du betaler kontant?
Z: Ja
C: Skal du så kun til stationen?
Z: Ja, jeg skal egentlig til Sjangtonfte på arbejde, men...
C: Jeg kører dig
Z: Ja, men det har jeg vist ikke råd til
C: Du ved, hvad det koster til stationen?
Z: Ja, det er vel ca. 60 kroner
C: Ja, jeg slår taxameter fra, jeg kører dig
Z: Øhhhmmmm? (mens jeg som en gal spekulerede på, om vi var ved at indgå en lumsk aftale, jeg ikke helt havde overskuet konsekvenserne af)
C: Ja, ja, den her tur skal jeg ha, den er god
Z: ?

Men så drejede vi ned mod stationen, og jeg forstod, at jeg nok kun kom til stationen, og at han havde meldt sig ledig for at få en lang pengegivende tur.
Ved stationen lød det så:

C: Hvad vil du gi?
Z: Øhhhmmm, jeg har 55 kr., vil du ha dem?
C: ja, god dag og god bedring!

søndag den 5. september 2010

Vertikalt

Er det okay, at jeg gør sådan her? spurgte frk. Fisenknast og satte den bærbare på højkant, mens hun spillede på Ramasjang.

Det var det ikke.

Men da vi kiggede på skærmen, kunne vi bedre forstå spørgsmålet, idet det var lykkes hende at vende hele skærmbilledet 90 grader. Det

Efter en del hovedrysten, lidt småskænd og en del tid, lykkes det HJEGM at vende billedet tilbage på plads.

Hun er godt nok kreativ, den bette!

fredag den 3. september 2010

Med barbapapa på job

Har for første gang i mit liv været på arbejde og undervist en håndfuld sygeplejersker, mens jeg har været iført et par skrigpink strømper med blå barbapapafigurer.

Frk. Fisenknasts indflydelse er stor: Du skal også ha et par på i dag!

Man må sige, at det bragte smilet frem i den seriøse undervisning, da jeg afmonterede skoene.

torsdag den 2. september 2010

Toget Thomas - the terminator?

Længe har vores dvd-reol været overbebyrdet og tungt lastet. Det er slut nu, for nu er der indkøbt ekstra reol og pladsen er god og rigelig.

Sådan et par nye reoler giver også rum til sortering. Og selvom andre er af anden mening, så er jeg helt klart til alfabetet, efter titel forstås, når der er tale om dvd'er og ikke efter forfaterefternavn, som er den eneste metode til bøger.

Men bemærkelsesværdigt er det nu alligevel, når alfabetet lader HJEGM's Terminator Salvation står til venstre for Frk. Fisenknasts Toget Thomas, der på den anden siden flankeres af min egen klassiske Tombstone.

Lad mangfolKELigheden råde.