søndag den 31. oktober 2010

2 x vegetar = 1 fl rose?

Jeg har vist hæftet mig for meget ved Bente. Jeg drømmer om at tabe 2 cm, idet jeg har læst, at vægten er underordnet, bare taljemålet (bugfedmen, som hun skriver) er mellem 80 og for kvinder.

Jeg har indkøbt et Wii Fit Plus under dække af, at det var til Frk. Fisenknast. Men det er ikke gjort med det.

Ved morgenbordet erklærede HJEGM, at vi har levet meget sundt den sidste uge. Personligt kan jeg ikke mindes, at jeg nogensinde har kreeret vegetariske aftenretter såvel lørdag som søndag på en "hjemmeweekend": I går kartoffel-porre-suppe, i dag stegte ris med kål, løg og satay.

Hvem stemmer for, at weekendens 2 vegetariske måltider går lige op med den flaske rosevin, som jeg blev nødt til at tømme HELT SELV, fordi HJEGM stadig er til rotterne?

lørdag den 30. oktober 2010

Hoste og kløen

Sikken en fest vi har haft i nat.

Frk. Fisenknast har børneeksem, og selvom jeg er i gang med den fede salve, så holder hun klø-fest - især om aftenen. Hun kradser sig og klynker naturligvis, har svært ved at sove, vågner og er ked og kan ikke finde ro. Det er synd for hende.

Dette blev så i nat krydret med en tuba-trut-hostende mand, der siden i søndags har haft høj feber og de sidste 2 dage en tør, røvirriterende hoste. Da han jo alligevel var vågen, kunne han jo lisså godt tage sig af at lægge dyne på Frk. Fisenknast, når hun spolede rundt i kradse-mareridt. Selv fandt jeg en ledig seng i den anden ende af huset, hvor hosten, klynken og kradsen var nedsat lidt i styrke.

I dag konstaterede vagtlægen så lungebetændelse hos HJEGM. Han er pænt stolt af sin diagnose.

HJEGM håber på lyn-effektiv antibiotika. Frk. Fiskenknast håber på lyn-effektiv creme.

Selv håber jeg på det snart er mandag, så jeg kan komme tilbage til mit stressede arbejde, der pt føles som ferie.

Græskar på 3 måder

Så har jeg udhulet min første græskar.

Først kom toppen af, og kerner og indmad kom ud. Så blev det hulet helt ud, fik savtak-mund og japanske øjne. Så kom hovedskallen med låg ud på terrassen. I aften skal han fyldes med fyrfadslys.

Så blev kødet befriet for kerner. Kernerne blev ristet tørre, men de var nu pænt bitre, så måske bliver de ormeføde, så kan de vel til foråret bruges som kompost?

Kødet blev kvast i køkkenmaskinen og dampet fri for væde i en kasserolle. Jeg fandt inspiration i en gammel squashkageopskrift, og så blev der ellers lavet græskarmuffins. Okay, Frk. Fisenknast og jeg glemte godt nok at putte olie i, så der kom kun en anelse i til sidst, men resultatet blev godt.

Der var så ca. 2½ timers underholdning i et enkelt græskar til 25 slask - og muffinsne smager skønt.

God græskarfest!

torsdag den 28. oktober 2010

Kan du dit kram?

KRAM er godt. Det er vigtigt, og nu er det blevet endnu mere aktuelt.
Bente Klarlund har i ”Sandheden om Sundhed” lavet en skræmmende vigtig fremstiling. Frit fra hukommelsen kan f.eks. nævnes:

Kost

  • Hver gang du spiser 100 g frugt og grønt mere, nedsætter du risikoen for hjerte-kar-sygdomme med 10%
  • Spis fisk og få kloge børn med god motorik og sociale færdigheder

Rygning

  • ”Tobak er det eneste fuldt lovlige produkt i fri handel, som dræber halvdelen af brugerne; vel at mærke når det bruges efter forskrifterne” – Gro Harlem Brundtland, WHO.

Alkohol

  • Mennesker med et let til moderat indtag af alkohol har lavest dødelighed. Max 2 genstande for kvinder og 3 for mænd dagligt.

Motion

  • Du skal være moderat fysisk aktiv, fx. i form af rask gang eller cykling mindst 30 minutter om dagen
  • De 30 minutter skal være ud over, hvad du laver i dagligdagen fx på arbejde eller i hjemmet.

Jeg tror da lige, jeg snupper mig en grøntsagscocktail, mens jeg under gymnastiske øvelser sætter et ”rygning forbudt” skilt op.

fredag den 15. oktober 2010

Utroskab

I går så jeg ikke noget til H. Museberg hele dagen. Det var skidt, for han skulle have været til 10.000 ulykkers eftersyn hos dyrlægen. Kattekasser var taget frem. Tøbting indfandt sig troligt og fandt sig (næsten) i at blive puttet i kassen. Men betteskiden? Ikke i syns- eller kaldevidde.

Da Hr. Helmut alias betteskiden alias Mutte indfandt sig var det med fremmed lugt i pelsen.

Jeg er helt sikker på, at jeg kunne lugte naboens herreparfume på min lille Helmut. Den bette skid havde endda varme ører efter at have været væk i knap 12 timer. Den lille skid har garanteret ligget trygt i naboens bedste stol, mens jeg råbte mine lunger ud for at kalde ham hjem til dyrlægetjek.

Troløse dyr!

Linsete

Man kan jo lave te på meget nu om dage. I dag forsøgte jeg mig med linser.

Plop sagde det, og så lå højre linse i den nylavede hvæse-stærke morgen earl grey med mælk. Gennem et kaffefilter med skidtet (naturligvis over i en anden kop, da teen jo var præcis rigtig), i bunden lå linsen, ud at skylle i rigeligt saltvand og i med linsedyret.

Er det derfra det kommer, når man sir te er godt for øjnene?

torsdag den 7. oktober 2010

Ordentlighed

I mandags hørte jeg et fint lille indslag om ordentlighed. Jeg kan kun være så enig. Jeg kom til at tænke på, at jeg kan huske en del mennesker eller episoder, hvor ordentligheden kom til udtryk:

  • Der var fx ham, jeg læste tysk med, som hoppede af cyklen midt på Langebro, for at fjerne et eller andet stort fra cykelstien, for at lægge det længst inde på fortovet, fordi der jo ellers kunne komme en til skade, hvis de ikke så det
  • Den scene i Metadon, hvor Fru Larsen spørger sin datter Ingeborg efter hun er flyttet sammen med Mads Skjern: Og Mads, ligger hans aldrig hos dig? Nej, svarer Ingeborg, Mads er ordentlig!
  • Da en ekspedient ved kassen i et supermarked sagde til mig. Den der pakke skal du ikke købe, den er gået i stykker. Jeg går lige ned og bytter den for dig.
  • På en kinesisk restaurant i Berlin, sagde servitricen, da vi skulle til at gå: Det regner virkelig meget. Vil I låne en paraply, så kan I bare komme og aflevere den i morgen?
Det var egentlig ikke specielt mange eksempler, jeg kunne komme på, men jeg har besluttet mig til, at jeg vil forsøge selv at være lidt mere ordentlig, selvom jeg næsten altid holder døren for andre folk.

Vil du være med til at lave en ny ordentlighedstrend?