lørdag den 24. december 2011

Lortesnak?

I går aftes hørte jeg følgende samtale udspille sig mellem min fru Moder og min fru Mormoder:

M: Hvad er den der?
MM: Det er afføring
M: Nåeeh?
MM. Ja, jeg lagde den her ved siden af. Som ekstra.

Jeg blev lidt beroliget, da jeg kom forbi og så, at de begge sad med næsen nede i min fru Mormoders omfangsrige pilledoseringsæske.

torsdag den 22. december 2011

Hjertefest

Efter en omgang honninghjerter var der kun et at gøre: Hjertetemaet i køkkenet måtte fortsætte.

Derfor blev aftenens kuvertbrød til små flettede hjerter. Okay, de blev måske nok lidt basunenglefede af den varme ovn, men der er da i hvert fald et par stykker, der ikke bare ser rodede ud, men faktisk ligner flethjerter.

Jeg kan vist godt nå at smage inden spøgelserne indfinder sig.

onsdag den 21. december 2011

Spøgelsesjul

I morgen kører HJEGM til det vestlige Lolland og henter det gamle spøgelse og det virkelig gamle spøgelse alias min fru Moder (the person formally known as Effektiviteten Selv) og min 92-årige mormor.

Den 24. ankommer HJEGM's fru Moder (the person formally known as Kattesitter).

Vi smider hele bundtet tilbage den 26. (Vi kan til den tid afgøre, om det afrikanske ordsprog holder: gæster stinker på tredjedagen).

Jow, jow, det blir jul i det lille hjem
hvis de gamle damer er med på den!

tirsdag den 20. december 2011

Stjernestrimler og uduelighed

Jeg har noget med stjernestrimler. Ikke at mine stjerner bliver ret pæne, ikke at jeg får brugt dem på juletræ, til pakker eller andet. Ikke at jeg får sat hank eller snor i.

Men for pokker da også, hvor er det hyggeligt at sidde og krølle nogle tynde strimler papir, mens det står på.

Long live Christmas og udulige gøremål!

lørdag den 10. december 2011

Knokkeljernet og kommunen

Jeg hørte følgende geniale historie fra en kollega:

En halvfemsårig morlil på Lemvig-egnen levede i eget hus, passede sig selv, havde det godt.

Da hun var fyldt 95, tænkte kommunen, at der måske var noget, hun havde brug for - ene kone i huset. De ringede derfor til hende, hvorefter følgende samtale udveksledes:

Kommune: Vi vil bare høre, om der er noget, du har brug for? Du er jo en ældre dame.
Knokkeljernet: Næh, det tror jeg egentlig ikke.
Kommune: Hvad med hjælp til bad eller personlig pleje?
Knokkeljernet: Det er vist fint nok, som det er
Kommune: Der er også mulighed for at få hjælp til madlavning?
Knokkeljernet: Det har jeg da vist ikke brug for.
Kommunen: Hvad så med rengøring?

Lang pause:

Knokkeljernet: Rengøring? Så skal det være sort og i cykelafstand!

torsdag den 8. december 2011

Voksen

I dag havde HJEGM og jeg et møde. Et møde med en uvildig finansrådgiver. Altså ikke en bankrådgiver, ikke en klogeåge, men en fyr fra et coolt konsulentfirma, som vi skal betale en gedigen sum for at få rådgivning af - set alene ud fra vores interesser.

Efter at have afleveret alle aktuelle papirer, hans forberedelse og 2 timers møde, er det slået fast: hans honorar er tjent ind på 9 måneder alene ved omlægning af nuværende indkomst. Dertil kommer fif til låneomlægning, pensionsopsparing, investering og hidse lige dig op og kom en hel masse herned.

I stedet for et mangeårigt lån kan indtægten pt klare et kortere lån med lavere løbetid. Uden risiko, hurtigere afvikling. Cool.

Sidegevinst: Jeg er blevet voksen, men jeg er ikke helt sikke på, at jeg kan li det.
Mangel: Fif til at bruge de penge, der er i overskud?